Københavns Lufthavn mistede 85 procent af gæsterne i oktober - må låne millioner

Med et verdenskort, der er orange i rejsevejledningerne, fortsætter passagerflugten i Københavns Lufthavn.
Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
AF RITZAU OG SUSANNE HORSDAL

Verden er lukket og helt orange i rejsevejledningerne. Det betyder, at luftfarten er i frit fald over hele Europa, og Københavns Lufthavn er ingen undtagelse.

I oktober fortsatte trafikken således på et markant reduceret niveau, og kun 394.270 passager gik igennem terminalerne.

Det er et fald på 85,5 procent i forhold til de 2,7 millioner, der normalt passerer gennem lufthavnen i oktober.

På en normal dag sidste år var der knap 800 flyankomster og afgange dagligt i Københavns Lufthavn. I disse dage er der omkring 150 - og antallet falder. Samtidig er kun omkring 30 procent af flysæderne besat mod normalt 70-75 procent.

Krisen sender hver måned lufthavnen en tur i banken. Det siger kommerciel direktør i Københavns Lufthavn Peter Krogsgaard i en kommentar.

"I Københavns Lufthavn må vi låne et større tocifret millionbeløb hver måned for at holde åbent for den smule passagertrafik, der er tilbage - og for den nødvendige luftfragt," siger han.

Ifølge aktieanalysechef hos Sydbank Jacob Pedersen er situationen en katastrofe, der er ved at udvikle sig til en endnu større katastrofe. Alligevel er der til trods for de store lån i banken ikke fare for en konkurs i lufthavnen, vurderer han.

"Københavns Lufthavn er heldigvis blandt andet ejet af den danske stat og ATP. Det gør, at man i og for sig kan blive ved med at låne. En eventuel konkurs er ikke en option," siger Jacob Pedersen.

Vejen tilbage til normale tilstande bliver ifølge aktieanalysechefen lang for Københavns Lufthavne, der ikke kan forvente, at trafikken vender tilbage før et stykke inde i 2021.

"Indtil da står den på tab og meget få passagerer. Men man må tilbage på hesten. Lufthavnen skal vise de dyder, man har haft gennem de seneste mange år. Blandt andet er man jo stort set verdensmester i ruteudvikling," siger Jacob Pedersen.

Betingelserne forværret

Den seneste tid er betingelserne for lufthavnen blevet yderligere forværret. Først valgte Storbritannien at lukke for al flyvning til og fra Danmark. Siden har luftfartsselskabet Norwegian måttet lukke ned i Danmark og resten af Europa og sende 1600 medarbejdere hjem.

"Det er helt uholdbart, som det er nu. Flere flyselskaber kæmper for overlevelse, og det, som vi alle venter på, er selvfølgelig en vaccine, så man kan rejse ud i verden igen," siger Peter Krogsgaard.

Selv om udviklingen af en vaccine mod covid-19 er langt fremme, efterlyser man i Københavns Lufthavn en midlertidig løsning, der kan åbne for luftfarten på kort sigt.

"På den mellemlange bane er der brug for et fælles europæisk covid-pas, så man kan rejse sikkert uden at smitte, så vi kan få lirket verden op og få den helt nødvendige mobilitet tilbage," siger Peter Krogsgaard.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også