
Coop Crowdfunding, der er ejet af Coop Amba, inkluderer nu en webshop, hvor alle mindre, danske fødevareproducenter kan sælge deres varer uden om butikken.
Crowdfunding-initiativet blev etableret i 2017 for at sikre mere vækst blandt danske fødevareproducenter, og interessen for den seneste web-tilføjelse har været stor. Mere end 100 virksomheder har deltaget i workshops, og de første 50 producenter er nu klar til salg.
"Det fortæller os, at der er et stærkt voksende marked for produkter, der endnu er for små til at blive solgt gennem vores butikker. Nogen vil måske sige, at vi modarbejder os selv, men coronakrisen viste os, at der er en utrolig stor velvilje for at købe ind hos producenterne," udtaler chef for Coop Crowdfunding, Nicolai Jæpelt, i en pressemeddelelse.
Fra hjælp til forretningsmulighed
Webshoppen kom til verden, efter at der i forbindelse med Coops coronainitiativ "Genstart Danmark" blev oprettet en corona-webshop, hvor producenter pro bono kunne sælge varer direkte til forbrugerne. Dette var imidlertid en succes, og det gav derfor begge parter inspiration til en udviklet forretningsidé - også for Coop.
"Coop tager fem pct. ved salg, og lige nu har vi, hvad der svarer til en lille hyggelig gårdbutik i udvalg, men til sommer har vi 200 virksomheder der sælger. Om et par år, så har vi mange flere, så på den måde er der ingen begrænsning for hvad man kan opnå," siger Nicolai Jæpelt og tilføjer:
"Coop Amba vil gerne have kunder til at engagere sig i danske fødevarer, og den simpleste måde at gøre det på, det er at handle med dem. Alle kan være med, så længe de er godkendt af Fødevarestyrelsen," siger Nicolai Jæpelt.
Han påpeger, at det ikke er bindende at være på Coop Crowdfundings webshop, og at virksomheder er mere end velkomne til at have deres egen webshop sideløbende.
Nyt koncept: Bilka vil frisksnitte frugt og grønt
Ny prognose: Discountkæderne vil fortsat vinde flere indkøb
Coop udvider butikker for en halv milliard og går på opkøbsjagt