Watch Medier

Den ene grundlægger af Søstrene Grene er død

Inger Grene stiftede med sin mand Søstrene Grene i 1973. Hun var helt frem til sin død aktiv i virksomheden.

I dag er der 244 Søstrene Grene-butikker fordelt på 15 lande, som har en årlig omsætning på omkring to milliarder kroner. | Foto: Gregers Tycho/JPA

Søstrene Grenes ene grundlægger, Inger Grene, døde sidste mandag. Hun blev 87 år. Det oplyser Søstrene Grene i en pressemeddelelse.

Inger Grene grundlagde kæden sammen med sin mand, Knud Cresten Vaupell Olsen, i 1973, hvor de åbnede den første butik i Aarhus. Inger Grene var helt frem til sin død aktiv i Søstrene Grene. Både som en del af bestyrelsen og den daglige drift.

Hun voksede op i Skjern og tog som ung til København for at læse til indretningsarkitekt, inden hun slog sig ned i Aarhus.

Inden hun og ægtemanden startede Søstrene Grene, var de i aktive i andre dele af erhvervslivet og detailhandlen.

I løbet af 1960'erne havde de en stor forretning med at producere kirkehynder over hele landet.

Efterfølgende åbnede de en butik på strøget i Aarhus, hvor de solgte tøj til teenagere, hvilket blev til en kæde af butikker, inden de i 1973 åbnede en ny butik, der blev Søstrene Grene.

Søstrene Grene-konceptet er bygget op om de to søstre Anna og Clara. Det er inspireret af Inger Grenes fars to fastre, der arbejdede i hans butik, som leverede maskiner til landbruget.

Virksomheden Søstrene Grene var i en form for "tornerosesøvn" i de første 16 år, hvor ægteparret havde gang i andre aktiviteter, og først i 1989 blev der åbnet franchisebutikker i Herning og Aalborg.

I dag er der 244 butikker fordelt på 15 lande, som har en årlig omsætning på omkring to milliarder kroner.

Hendes mand, Knud Cresten Vaupell Olsen, døde i år 2000.

Inger Grene efterlader sig datteren Malene Grene Sich samt sønnerne Mikkel og Cresten Grene, som i dag står i spidsen for Søstrene Grene som henholdsvis administrerende direktør og kreativ direktør.

Mere fra Watch Medier

Læs også

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs