Højere byggeaktivitet løfter Rockwool-salget i første kvartal

Stenuldsproducenten går som tidligere varslet ud af første kvartal med en salgsvækst på 6 pct. i første kvartal af 2021.
Foto: PR / Rockwool International A/S
Foto: PR / Rockwool International A/S
AF Frederik Timm Bentsen

Efter et kvartal med en højere grad af byggeaktivitet end ventet og en stigende efterspørgsel efter ikke-brændbare isoleringsprodukter går stenuldskoncernen Rockwool som tidligere spået ud af årets første tre måneder med et pænt løft i både salg og driftoverskud sammenlignet med samme kvartal sidste år.

Det fremgår af virksomhedens regnskab for årets første tre måneder, som er blevet offentliggjort onsdag eftermiddag.

Konkret kan Rockwool fremvise en omsætningsvækst på 6 pct. til 671 mio. euro og et driftsoverskud (ebit) på 90 mio. euro eller 12 pct. højere end i første første kvartal af 2020.

Tallene er i overensstemmelse med de foreløbige tal, som Rockwool præsenterede tidligere i maj, og udgør ifølge Rockwool det højeste salg i et første kvartal nogensinde for koncernen.

Ledelsen anfører i en bemærkning til regnskabet, at byggesektorerne i de fleste lande er kommet sig oven på nedgangen under coronapandemien, og at særligt Rockwools systemdivision, der blandt andet producerer akustiske lofter og dyrkningssubstrater, med en vækst på 7,1 pct. i perioden har klaret sig godt.

"Salget voksede godt i Nordamerika, Rusland, Kina og det meste af Vesteuropa. Et klart fokus på driftseffektivitet kombineret med en håndterbar effekt af højere inputomkostninger bidrog til den gode rentabilitet i begge segmenter, hvor særligt Systems-divisionen præsterede flot," lyder det fra adm. direktør Jens Birgersson i kommentar.

Tocifrede vækstrater for året

Med et salgsmæssigt veloverstået første kvartal har Rockwool også opjusteret forventningerne til 2021 betydeligt, så selskabet nu spår en vækst i omsætningen på 10-12 pct. i lokal valuta mod tidligere 3-5 pct, mens forventningerne til ebit-marginen blev opjusteret til "omkring 12 pct." fra tidligere "omkring 11 pct."

"Markedsforholdene for hele året ser gode ud. Vi ser forbedringer bredt set, herunder på vores større europæiske stenuldsmarkeder som Tyskland, Polen, Frankrig og Storbritannien samt i Nordamerika," skriver ledelsen, der også forventer, at væksten i systemdivisionen fortsætter resten af året.

Rockwool spår samtidig "en fortsat stigning i inputomkostninger", samt  øget "pres på produktionskapaciteten" i de kommende højsæsonskvartaler, hvilket vil medføre nogle "højere logitiskomkostninger".

Det forventer koncernen dog at kompensere for med "moderate prisstigninger" på produktet og "produktivitetsforbedringer", skriver ledelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også