Dansk økonomi trodser inflationsuvejr og vokser pænt i 2022

Det er ganske imponerende, at dansk økonomi er kommet gennem sidste år med vækst, mener seniorøkonom.
Medicinalindustrien holdt den økonomiske vækst oppe sidst på året. | Foto: Ida Marie Odgaard
Medicinalindustrien holdt den økonomiske vækst oppe sidst på året. | Foto: Ida Marie Odgaard
af ritzau

Dansk økonomi kom igennem 2022 med en vækst på 3,6 procent.

Det viser Danmarks Statistiks nationalregnskab, der indeholder bruttonationalproduktet (BNP).

BNP er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det.

Ifølge Lisette Rosenbeck Christensen, der er seniorøkonom hos Arbejdernes Landsbank, har dansk økonomi dermed trodset nogle af de økonomiske udfordringer, der har vist sig sidste år.

”Coronarestriktioner prægede begyndelsen af året, som blev afløst af kæmpemæssig økonomisk usikkerhed og energikrise efter Ruslands invasion af Ukraine med stigende inflation og renter til følge. Det er blot nogle af de udfordringer, som den danske økonomi mødte i 2022. Alligevel står økonomien stærkere og større på den anden side. Det er ganske enkelt imponerende,” siger hun.

Kigger man alene på fjerde kvartal af 2022, hvor dansk økonomi voksede 0,9 procent, skal man være opmærksom på købet af et stort patent i medicinalindustrien.

Det skriver Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar:

”Den høje vækst i slutningen af 2022 fremstår desværre som et fatamorgana, når man lidt kigger dybere i dagens tal. Den høje bnp-vækst er primært drevet af en stor produktion i medicinalindustrien. Medicinalindustriens produktion steg alene med over 46 procent i december sidste år, hvilket er meget ekstraordinært,” skriver Tore Stramer.

Fremadrettet regner cheføkonomen med stilstand i dansk økonomi. Det gælder for resten af året samt første halvdel af 2024, lyder vurderingen:

”Det bør dog pointeres, at vækstudsigterne er enormt usikre i øjeblikket, og de økonomiske prognoser skal tages med store forbehold,” advarer han.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også