Hartmann har fejlagtigt anbefalet aktionærer at sige ja til Thornico-bud

Selv om bestyrelsen ønskede at forholde sig neutralt til hovedaktionærens indløsningstilbud, var der en anbefaling fra bestyrelsen på Hartmanns hjemmeside. Fejlen blev fundet fredag.
Christian Stadil står bag Thornico. | Foto: Gregers Tycho
Christian Stadil står bag Thornico. | Foto: Gregers Tycho
AF MARKETWIRE

Hartmann har ved en fejl anbefalet selskabets aktionærer at takke ”ja” til det købstilbud, storaktionæren Thornico smed på bordet for knap to uger siden.

I virkeligheden ønsker Hartmann at forholde sig neutralt, og det er en ”beklagelig menneskelig fejl”, der er skyld i den forkerte anbefaling.

Det fremgår af en børsmeddelelse fra selskabet, der blev udsendt mandag aften.

Fejlen findes i det materiale, der er udsendt til selskabets aktionærer i forbindelse med indkaldelsen til den ekstraordinære generalforsamling 16. oktober, og hvor investorerne skal tage stilling til det aktuelle købstilbud. Den har også været at finde på selskabets investorportal.

Her fremgik det, at bestyrelsen var ”for” tilbuddet om at sælge aktierne og afnotere selskabet. I virkeligheden skulle anbefalingen fra bestyrelsen lyde ”abstain”, der betyder, at de afholder sig fra at have en holdning.

Fejlen blev ifølge selskabet fundet fredag i sidste uge, 29. september, og er herefter blevet rettet.

Ifølge Hartmann vurderes fejlen ikke at have betydning for den kommende afstemning eller afgivelse af fuldmagter til bestyrelsen, skriver selskabet i meddelelsen.

Thornico sidder på størstedelen af aktierne i Hartmann og ønsker en afnotering af selskabet. Derfor sendte selskabet for knap to uger siden et købstilbud på 300 kr. per aktie i æggebakkeproducenten. Buddet var 1 kr. under den daværende lukkekurs på 301 kr.

Buddet er dog indtil videre blevet mødt med modstand, heriblandt fra Dansk Aktionærforening, der i sidste uge kunne oplyse, at den er lykkedes med at samle mere end 425 utilfredse aktionærer.

Hvor store ejerandele disse aktionærer har, er Dansk Aktionærforening stadig ved at få overblik over, oplyste foreningen ved samme lejlighed.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også