
Forældelsesfristen i forbindelse med sager om vildledende markedsføring af fast ejendom, boligkreditaftaler og abonnementer med fast pris bliver forlænget fra to til fem år.
Det har Folketinget vedtaget tirsdag, oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.
Årsagen til lovændringen er, at der på de tre pågældende områder er set eksempler på, at forbrugeren først har haft mulighed for at opdage, at markedsføringen har været vildledende, efter der er gået to år.
"Som forbruger skal man være sikker på, at den vare, man køber, også lever op til det lovede. Og hvis den ikke gør det, skal man selvfølgelig være sikret. Det gælder, hvis man finder et hul i det nye soppebassin. Og det skal også gælde, hvis man investerer i en projektbolig og opdager, at kvadratmeterne ikke passer. Den type af sager er ikke i orden, og vi skal for alt i verden undgå flere," siger erhvervsminister Simon Kollerup i en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet.
De nye regler træder i kraft 1. juli 2020.