Forbrugerrådet om Nykredits grønne billån: "Reklameværdien er størst i dette tiltag"

Hos Forbrugerrådet Tænk tvivler cheføkonom på, at Nykredits nye såkaldt grønne billån får en masse mindre CO2-udledende biler på vejene, fordi lånet ikke tilbydes bredt til alle kunder. Selv mener Nykredit, at der er tale om "et rigtig godt tilbud."
Foto: Olivia Loftlund
Foto: Olivia Loftlund

Nykredit Bank er gået i markedet med et nyt såkaldt grønt billån, der tilbydes til 1 pct. i rente og uden gebyrer op til 300.000 kr., hvis man vil købe en el-, brint- eller hybridbil.

Dog skal kunderne selv komme med 20 pct. af finansieringen, og så gælder det kun kunder, der enten har deres boliglån og økonomi i Nykredit, eller som er private banking-kunder.

Derfor tvivler Morten Bruun Pedersen, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk, på, at der vil komme en masse nye biler på vejene, der udleder mindre CO2 end benzinbiler.

"Det tyder på, at reklameværdien er størst i dette tiltag, når man ikke vælger at give alle kreditværdige bilkøbere mulighed for at opnå det grønne billån," siger han til FinansWatch.

"Hver gang man går ud og siger "grøn" eller "grønt", så bidrager det positivt til ens opfattelse. Så er man med, hvor det sner. Så jeg tror, at det er det, som Nykredit taler ind i, snarere end at vi kommer til at se, at der kommer mange flere el- eller hybridbiler på vejene, når det ikke tilbydes bredt set," fortsætter han.

Han hæfter sig ved de kriterier, der stilles for, at man kan få lånet.

"Når man generelt skal have boliglån eller være private banking-kunde hos Nykredit, plus at man selv skal stille med 20 pct. af udbetalingen, så tror jeg ikke, at segmentet er stort nok til, at det bidrager til, at der kommer mange nye af de her biler på vejene. For mange af dem, der har råd til at købe de her biler, har nok allerede købt sådan en bil," siger han.

"Så længe man ikke går op på den store klinge og tilbyder det til alle kunder, der måtte være kreditværdige, så tror jeg, at klimaeffekten er relativt begrænset, og omkostningerne for Nykredit er nok også relativt begrænsede," fortsætter han.

Nykredit: Et rigtig godt tilbud

Hos Nykredit oplyser man til FinansWatch, at man ikke har haft mulighed for at stille op til interview. Jens Drevsfeldt Theil, underdirektør med ansvar for samfundsansvar, udtaler i et skriftligt svar, at Nykredit Banks ambition er at gøre det nemmere og billigere for kunder at træffe "grønne valg."

"Så vi er da stolte over, at Forbrugerrådet er så glade for vores grønne billån, at de mener, det burde være tilgængeligt for alle danskere. Vi synes også, at det er et rigtigt godt tilbud," udtaler han.

Dog påpeger han, at man ser det som værende naturligt, at Nykredit Banks produkter er tilgængelige for Nykredit Banks kunder.

"Koncernens historiske udgangspunkt er boligejere, og derfor er Nykredit Banks produkter bl.a. målrettet andelshavere, husejere, lejlighedsejere, sommerhusejere og fritidslandbrugsejere. Det er trods alt ikke en helt ubetydelig målgruppe. Hvis man hører til en af de grupper, som rigtig mange af de danske bilejere gør, kan vi kun opfordre til at tage kontakt til Nykredit Bank, hvis man er interesseret i et Grønt Billån. Det vil glæde os at byde nye kunder velkomne," udtaler han.

Videre fremhæver han, at det er deres erfaring, at "Forbrugerrådet, boligejere og private banking-kunder har det til fælles, at de ofte går op i, hvad ting koster."

"Med det Grønne Billån sænker vi finansieringsomkostningerne ved at vælge en elbil eller plug in-hybrid. På den måde gør vi det alt andet lige billigere at skifte den gamle benzinsluger ud med en mere energivenlig. Vi tror på, at det er den slags incitamenter, der skal til, for at få flere grønne biler på vejene. Indtil videre har vi da også oplevet stor interesse for det grønne billån," lyder det fra underdirektøren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også