Watch Medier

SAS' bagagefolk nægter at genoptage arbejdet

Mandag har SAS’ bagagepersonale haft møde med tillidsrepræsentanter om den igangværende arbejdsnedlæggelse.

SAS’ bagagepersonale har strejket siden i lørdags. | Foto: Joachim Adrian

SAS’ bagagepersonale fortsætter med at nedlægge arbejdet. Mandag morgen har de ansatte mødtes med deres tillidsrepræsentanter. Efter mødet er meldingen, at de ansatte ikke kommer til at genoptage arbejdet. Det oplyser Henrik Bay-Clausen, formand for 3F i Kastrup, til DR. Det samme oplyser tillidsrepræsentant Kim Riis Buchholdt til TV 2.

Siden lørdag morgen har bagagepersonalet nedlagt deres arbejde i Københavns Lufthavn. Årsagen er utilfredshed med skæve arbejdstider og lav løn.

Arbejdsnedlæggelsen, der er overenskomststridig, har betydet forsinkelser på flere fly og problemer med at få sendt bagage med de enkelte fly.

Søndag pålagde Arbejdsretten bagagepersonalet at genoptage deres arbejde mandag. Det skulle ske ”straks og senest ved normal arbejdstids begyndelse mandag den 14. februar”, lød Arbejdsrettens afgørelse søndag.

Efter meldingen mandag om at de ansatte ikke har i sinde at vende tilbage til deres arbejde, vil Arbejdsretten skulle hastebehandle sagen, skriver DR.

SAS’ bagagepersonale er ansat i selskabet SAS Ground Handling (SGH). SGH tager sig af bagagen hos en række flyselskaber og altså ikke kun SAS. Blandt andet håndterer SGH også bagagen for Aegean, Air France, KLM og Lufthansa. Også DAT, der flyver til og fra Bornholm, er på SGH’s kundeliste.

Sammen med SAS kan de førnævnte selskaber dermed være påvirket af den igangværende arbejdsnedlæggelse. Ifølge Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank og tæt følger af luftfartsbranchen, kommer arbejdsnedlæggelsen formentlig til at koste SAS ”nogle millioner” i udgifter til blandt andet kompensation af rejsende.

”Noget af det kan man formentlig få kompensation for, fordi det er overenskomststridigt,” siger Jacob Pedersen.

SAS’ bagagefolk fortsætter arbejdsnedlæggelse

Mere fra Watch Medier

Læs også

Relaterede

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs