Watch Medier

Field’s holder lukket i mindst en uge efter skyderi

Både shoppingcentret Field’s på Amager og parkeringsområdet omkring det er lukket i mindst en uge, efter tre mennesker blev dræbt og flere såret søndag. (Opdateret)

Shoppingcentret Field's holder foreløbig lukket. | Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Field’s holder ”som minimum” lukket frem til mandag 11. juli efter et skyderi i shoppingcenteret søndag aften, hvor tre personer blevet dræbt.

Det oplyser Field’s på sin hjemmeside.

”Vores tanker er hos ofrene for denne forfærdelige hændelse og deres pårørende samt alle ansatte hos Field’s og de mange kunder, der besøgte Field’s. Politiet er stadigvæk i gang med at efterforske denne meningsløse hændelse, og vi afventer deres instrukser,” lyder det.

På Facebook skriver Field’s, at centeret ikke åbner, før politiet giver grønt lys.

”Det samme gælder for parkeringsområdet, hvor alle parkeringsafgifter er suspenderet. Vi skriver ud på vores sociale medier, når det igen bliver muligt at få adgang til sin bil.”

Mandag formiddag omkring klokken 10.45 skriver Københavns Politi, at man nu kan hente sin bil i parkeringskælderen ved Field’s.

”Ret henvendelse ved indkørslen på Ove Arups Vej. Husk reservenøgle til bilen, hvis du har efterladt nøglen i Field’s i går.”

Der vil endnu ikke være mulighed for at få efterladte genstande fra Field’s.

”Efterladte genstande vil blive samlet sammen og udleveret senere,” skriver politiet.

Som følge af angrebet holder Nordisk Films biograf i storcenteret lukket mandag. Det samme gør resten af kædens 23 biografer, skriver Kino.dk.

Da politi og redningsfolk rykkede ud til shoppingcenteret på Amager i København søndag aften, blev veje afspærret, og dele af metroen blev lukket.

Mandag morgen kører trafikken dog næsten normalt igen.

Motorvejsafkørsel 19 på Amagermotorvejen var spærret i begge retninger, men det er ophævet igen. Det samme gælder afspærringer ved Vejlands Allé.

Dermed er det kun området omkring Field’s, der fortsat er afspærret.

Metrolinje 1 stopper igen ved Ørestad, skriver metroselskabet på Twitter mandag morgen.

Stoppet blev midlertidigt taget ud af brug, mens politiet arbejdede på stedet, men er altså i drift igen.

Det er også muligt igen at komme til og fra Ørestad Station med tog. Men det er dog kun muligt at komme ned til sporene via cykel- og gangstien Kanalvej, der ligger små 100 meter i østlig retning fra stationens hovedindgang, skriver B.T.

Det var søndag eftermiddag, at Københavns Politi modtog anmeldelser om skyderi i Field’s.

Kort efter at politiet ankom til Field’s, anholdt de en 22-årig mand.

Tre personer - en ung kvinde, en ung mand og en mand i 40’erne - blev dræbt under skyderiet. Yderligere fire er såret af skud og fortsat i kritisk tilstand. Desuden fik 23 mindre skader ved flugten fra Field’s.

Mere fra Watch Medier

Supermarkedspriser står til at blive varmt valgtema

SF’s forslag om en hasteundersøgelse af supermarkedskædernes prisstigninger bliver både kaldt en ”gratis omgang” og en ”god ide” af politiske aktører og interesseorganisationer. Én ting er der enighed om: Temaet bliver centralt i valgkampen.

FLSmidth opjusterer trods neddrosling i Rusland

Ingeniørkoncernen FLSmidth øger omsætning og overskud i andet kvartal og opjusterer forventningen til årets omsætning med en milliard. Divisionen, der sælger mineudstyr, trækker væksten.

Læs også

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier

Se flere jobs

Se flere jobs