Ørsted indgår samarbejde med Verdensnaturfonden

Verdensnaturfonden og energiselskabet Ørsted går sammen om indsats, der skal udbrede havvind og samtidig styrke biodiversitet.
Foto: Ørsted
Foto: Ørsted
AF RITZAU

Omstillingen fra sort til grøn energi skal gå stærkt, og her spiller havvindmøller en stor rolle. Men udbygningen bør både understøtte og forbedre biodiversiteten i havet.

Det mener Ørsted og Verdensnaturfonden, WWF. De går derfor sammen om at teste løsninger, der skal gøre det muligt at genoprette biodiversitet, mens man udvikler havvind.

Det oplyser energiselskabet og naturorganisationen i en fælles pressemeddelelse.

Mandag lød det, at Ørsted har indgået en aftale med investeringsselskabet Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) om at udvikle 5,2 gigawatt havvind i Danmark.

Det vil være en fordobling af Danmarks nuværende mængde havvind.

Aftalen indeholder fire forskellige projekter. To placeres i Nordsøen og to i Østersøen.

”Den planlagte udbygning af havvind er helt afgørende for den grønne omstilling.”

”Hvis vi gør det rigtigt, kan udbygningen af havvind give os flere store havområder med en uforstyrret havbund, som både forhøjer biodiversiteten og sikrer ro og føde til fiskene,” udtaler generalsekretær Bo Øksnebjerg i WWF.

De begynder med et fælles projekt i Nordsøen.

Her skal der testes metoder til at genopbygge bestande af østers og hestemuslinger, som naturligt hører til i Nordsøen, i ”stor skala”, lyder det.

Det påvirker havets økosystemer negativt, at begge arter er på tilbagegang. Det er de hovedsageligt på grund af forstyrrelser fra mennesker.

Ifølge Ørsted og WWF betragtes østers og hestemuslinger som ”grundpiller i de marine økosystemer”.

Det skyldes de såkaldte biogene rev, som begge arter danner. Biogene rev består af biologisk materiale og ikke kun sten.

”De biogene rev fungerer som fødegrundlag, skjulesteder og ynglepladser for andre arter og som grobund for alger og bløde koraller.”

”Desuden filtrerer de mange liter vand i døgnet og forbedrer dermed både vandkvaliteten og sigtbarheden,” lyder det fra partnerskabet.

Med projektet skal der blandt andet etableres ”et eller flere bæredygtige biogene rev i den danske del af Nordsøen eller Kattegat.

Det vil ”resultere i øjeblikkelige lokale fordele”, lyder det.

Mads Nipper, der er administrerende direktør i Ørsted, udtaler, at man sammen vil ”sætte retningen for den globale udbygning af havvind, så den ikke bare sker i balance med naturen, men faktisk styrker biodiversiteten i havet”.

”Biodiversitet og klima er ikke et spørgsmål om enten-eller, det er både-og,” lyder det.

Ørsted og CIP går sammen om at fordoble dansk havvind

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter