Statsministeren venter hurtig EU-løsning på havvindmøller

Ingen har interesse i at bremse danske havvindmøller, siger Mette Frederiksen før EU-topmøde.
Mette Frederiksen på vej ind til EU-topmøde. | Foto: John Thys/AFP/Ritzau Scanpix
Mette Frederiksen på vej ind til EU-topmøde. | Foto: John Thys/AFP/Ritzau Scanpix
af ritzau

Statsminister Mette Frederiksen (S) er overbevist om, at der findes en løsning med EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, så der kan gives grønt lys til danske havvindmøller.

Det siger statsministeren umiddelbart før EU-topmødet i Bruxelles. Her vil Mette Frederiksen tage sagen op med Ursula von der Leyen.

”Jeg håber, at vi så hurtigt muligt finder en løsning. Og det føler jeg mig faktisk også sikker på, at vi gør. For der er ingen, der har en interesse i, at Danmark ikke producerer en masse havvind,” siger Mette Frederiksen.

Havvindmølleparkerne er sat på pause af Energistyrelsen af frygt for, at ordningen for at opføre møllerne er i strid med EU’s statsstøtteregler.

Regeringen har taget sagen op med EU-Kommissionen, og Mette Frederiksen håber, at kunne bringe den et skridt videre efter samtaler med Ursula von der Leyen torsdag.

”Vi har en fælles interesse. I Danmark har vi brug for at producere mere vedvarende energi. Og Europa har brug for mere vedvarende energi. Så jeg forudser ikke, at der vil være en konflikt med EU-Kommissionen,” siger Mette Frederiksen.

Både DI og Dansk Erhverv hilser meldingen fra statsminister Mette Frederiksen velkommen.

”Vi må ikke tabe tempoet i den grønne omstilling, og det er derfor godt, at statsministeren forsøger at finde en hurtig løsning,” siger Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i DI

Ulrich Bang, der er klima- og energichef i Dansk Erhverv, siger:

!Beslutningen om at stille åben-dør-ansøgningerne på pause er et hårdt slag mod den grønne omstilling. Der skal findes en løsning hurtigst muligt. Så vi kan få en massiv udbygning af havvind, der vil sænke danskernes elregninger og skabe tusindvis af grønne job,” siger Ulrich Bang.

Åben dørordningen er en model, hvor virksomhederne kan søge om at få tildelt havarealer uden betaling, hvis de til gengæld selv står for alle omkostninger til udvikling og opførelse af projektet.

Den store interesse for det fik politikerne til at stramme kriterierne, og det blev foreslået, at virksomhederne skulle betale et samfundsbidrag. Det erklærede to af de store aktører, CIP og Ørsted, sig åbne overfor.

Når det bliver så værdifuldt, og når arealerne til møller fordeles først til de hurtigste, gør det, at det muligvis er i strid med EU-retten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også