Energistyrelsens erhvervspulje har hjulpet virksomheder til at reducere CO2-udledning med 46.000 ton

Den grønne omstilling er hjulpet godt på vej af den nye forenklede ansøgningsproces til Energistyrelsens erhvervspulje, viser nye tal.
Arla er en af de danske virksomheder, som har fået midler til den grønne omstilling fra Erhvervspuljen. | Foto: Arla PR-foto
Arla er en af de danske virksomheder, som har fået midler til den grønne omstilling fra Erhvervspuljen. | Foto: Arla PR-foto

Mere end halvdelen af Erhvervspuljens midler for 2023 på 358 mio. kr. er allerede blevet fordelt mellem danske virksomheder, som stræber efter at sætte skub i den grønne omstilling. 

Det sker, efter at ansøgningsprocessen til den såkaldte erhvervspulje er blevet betydeligt mindre kompliceret, så projekterne hurtigere kan komme i mål med at reducere udledningen af CO2.

Det skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

Nye tal fra Energistyrelsen viser, at den nye forenklede ansøgningsproces har virket. Virksomhederne, som har fået støtte, er nemlig lykkedes med at reducere CO2-udslippet med 46.000 ton årligt.

”Erhvervspuljen er sat i verden for at hjælpe danske virksomheder med at spare energi og CO2, og det er meget tilfredsstillende, at tilskudspuljen netop bidrager til at accelerere virksomhedernes grønne omstilling, nedbringe energiforbruget og hjælper virksomhederne med at lave betydelige grønne investeringer,” siger Rikke Reumert Schaltz, kontorchef i Energistyrelsen med ansvar for erhvervspuljen, i pressemeddelelsen.

Arla vil reducere klimaaftryk

En af de virksomheder, som har fået midler fra Erhvervspuljen er Arla. Mejerikoncernen har sat gang i flere energisparende projekter, herunder verdens første højtemperatur-varmepumper i et tørretårn til mælkepulverproduktion.

”Arlas ambition er at blive klimaneutral i 2050. Som et skridt på vejen skal vi reducere vores direkte og indirekte udledninger af CO2 med 63 procent på Scope 1 & 2, inden udgangen af 2030 i forhold til 2015. Vi har iværksat en lang række tiltag for at reducere vores klimaaftryk. Vi er glade for støtten fra Erhvervspuljen, som har været med til at muliggøre investeringer af anseelig størrelse og accelereret den grønne udvikling og innovation,” siger Morten Vagner, der er energy- og sustainability manager i Arla Amba Danmark, i pressemeddelelsen.

Erhvervspuljen blev første gang oprettet som en del af Energiaftalen fra 2018 som en tilskudspulje til dansk erhvervsliv på et samlet beløb på 3,5 mia. kr., der løber frem til 2029. Reglerne for Erhvervspuljen blev dog ændret den 1. november 2022 for at gøre ansøgningsprocessen mindre kompleks.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også