Danmark og USA vil rejse milliarder til grøn energi i risikable områder

Nyt samarbejde mellem USA og Danmark skal skaffe milliarder af kroner til investeringer i u-landes omstilling.
”Det er en måde at tiltrække penge, der føles sikre nok til at investere,” siger USA’s særlige klimaudsending og tidligere udenrigsminister John Kerry på klimatopmødet COP28, hvor han lancerer planen med den danske delegation. | Foto: Ludovic Marin
”Det er en måde at tiltrække penge, der føles sikre nok til at investere,” siger USA’s særlige klimaudsending og tidligere udenrigsminister John Kerry på klimatopmødet COP28, hvor han lancerer planen med den danske delegation. | Foto: Ludovic Marin
AF RITZAU

Danmark og USA går sammen om at skabe milliardstore investeringer i grøn energi i udviklingslande, hvor høj risiko for økonomiske tab ellers skræmmer private investeringer væk.

Landene stiller offentlige millioner som sikkerhed for, at private investorer kan investere milliarder i lande som Vietnam og Indonesien uden at frygte et tab i samme grad.

”Det er en måde at tiltrække penge, der føles sikre nok til at investere,” siger USA’s særlige klimaudsending og tidligere udenrigsminister John Kerry på klimatopmødet COP28, hvor han lancerer planen med den danske delegation.

”De handler sker ikke automatisk, fordi der er meget risiko forbundet med det.”

Netop finansiering af grøn energi i udviklingslande er et nøgletema på klimatopmødet.

Der er brug for billioner af amerikanske dollar, hvis den globale omstilling fra fossil til grøn energiproduktion skal lykkes, understreger John Kerry.

Det kan kun nås, hvis markedsøkonomien og privat finansiering spiller med.

Men hvor økonomisk stærke lande som Danmark nu oplever, at private virksomheder slås om at få lov til at investere i grøn energi, er det ikke en god, solid forretning i udviklingslande endnu. Her ser private investorer en for stor risiko, til at de tør investere i vindmøller og solceller.

Partnerskabet mellem Danmark og USA har siden januar udviklet denne første indsats, der kaldes Blended Finance for the Energy Transition (BFET), som på klimatopmødet kunne præsentere de første uddelinger af penge til private investorer.

Landene har så stor tiltro til projektet, at de kopierer princippet til flere nye indsatser, fortæller Dan Jørgensen, minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik.

Den næste runde hedder IMCA (Investment Mobilization Collaboration Arrangement), og her er også Sverige og Finland med til at stille offentlige kroner til rådighed for en ny investeringsrunde.

”Vi har fundet ud af, at offentlige kroner kan være med til at generere ganske store beløb af privat finansiering, og det har vi nu tænkt os at gøre med et nordisk aspekt,” siger Dan Jørgensen.

Det er en god idé, siger Jarl Krausing, international chef i tænketanken Concito, for privat kapital er afgørende for at nå en global omstilling.

”Vi kommer ikke til at nå klimamålene uden at have instrumenter som det her.”

Danmark har længe arbejdet med denne slags modeller i andre sammenhænge, eksempelvis ved at inddrage pensionskasserne, og derfor ser Jarl Krausing et stort potentiale i et nyt samarbejde med USA.

”Kan vi få amerikanerne til at købe ind på den her slags modeller med at tage risiko væk med offentlig kapital, taler vi potentialer for at rejse virkelig store penge,” siger han.

Danmark og USA lægger hver 100 millioner kroner som sikkerhed, og målet er, at der med privat kapital kan samles omkring ni milliarder kroner i den første BFET-indsats.

Dan Jørgensen øjner også en mulighed for, at de nye finansieringsprogrammer kan hjælpe med at få andre forhandlinger til at glide lettere.

Et af Danmarks hovedmål på klimatopmødet er at få vedtaget en global aftale om at tredoble vedvarende energi og fordoble energieffektivitet i 2030.

Udviklingslande har argumenteret for, at de ikke kan vedtage målet, før de får hjælp til at betale for det.

”Noget af det, jeg er stødt på i forhandlingerne, er en række lande, der siger, at de er tilhængere af det, men de vil ikke skrive under, før der er indgået sikkerhed om finansieringen: De kan ikke indgå mål, de ikke har en chance for at leve op til,” siger Dan Jørgensen.

”Derfor skal det ses som et eksempel på et rigtigt, konkret behov, og det kommer på et belejligt tidspunkt i forhold til de forhandlinger, vi skal igennem.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter