EU advarer om stigende risici for systemiske finansielle chok fra klimaforandringer

Temperaturen i Europa kan stige med 3 grader i 2050, og det betyder stadig større risiko for finansielle chok.
Stormen Pia hærgede i julen 2023. | Foto: Finn Frandsen
Stormen Pia hærgede i julen 2023. | Foto: Finn Frandsen

Verden bliver varmere og varmere, og det er en trussel mod den finansielle stabilitet. En ny rapport fra det Europæiske Miljøagentur (EEA) vurderer, at Europa skal forberede sig på, at kontinentet bliver mindst tre gradere varmere i 2050, og at det vil få konsekvenser.

Det skriver Financial Times.

”Dette er et wake-up call for den finansielle sektor og for forsikringssektoren,” siger Leena Ylä-Mononen, der er direktør for miljøagenturet, til Financial Times.

Europa er nemlig det kontinent i verden, som oplever hurtigst opvarmning i takt med, at CO2-udledningerne stiger. Ifølge EEA betyder en global temperaturstigning på 1,5 grader fra før-industrielt niveau en temperaturstigning på 3 grader i Europa. Og det vil give store bølger i den finansielle sektor.

”Det er ikke sådan, at vi står over for et stort, finansielt chok i morgen, men det akkumulerer sig,” siger Leena Ylä-Mononen.

Hvis der ikke bliver handlet hurtigt og kraftigt, vil Europa ifølge en rapport, som EEA offentliggjorde mandag, betyde, at hundredetusinder af mennesker vil dø af hedebølger, og at de økonomiske tal fra oversvømmelser alene vil overstige 1000 mia. euro, eller 7500 mia. kr. om året.

Konsekvenserne af klimaforandringerne har allerede vist sig i de seneste år, hvor der både har været store oversvømmelser og ekstreme hedebølger i Europa. Blandt andet døde 70.000 mennesker som følge af hedebølger i Europa i 2022, og Slovenien oplevede økonomiske tab fra oversvømmelser svarende til 16 pct. af BNP sidste år.

I Danmark har forsikringsselskaberne også oplevet det mere ekstreme vejr sidste år, hvor mange selskaber har meldt om rekordstore udbetalinger til vejrelaterede skader. 

”Vi blev ramt mere end vores markedsandel tilsiger, at vi skulle blive ramt ved Gardasøen. Det kunne vi se, for vi havde mange biler, der blev haglskadet dernede. Og så fik vi også store haglskader i løbet af kort tid i Holstebro. Det sætter sig lige på bundlinjen,” sagde Jørgen Ladekjær, der er adm. direktør i Vestjylland Forsikring, efter offentliggørelsen af regnskab for 2023.

Vestjyllands Forsikring måtte for første gang i to årtier se sit forsikringstekniske resultat lande i negativt terræn på grund af vejrskaderne.

I Topdanmark valgte man at opjustere sit estimat for, hvor mange penge der skal udbetales til vejrligsskader i et normalt år til 315 mio. kr. fra 285 mio. kr.

Brancheorganisationen F&P har i flere sammenhænge opfordret til, at man fra offentlig side kommer i gang med at investere i tilpasninger til fremtidens vejr. Pia Holm Steffensen, der er underdirektør i brancheforeningen F&P, sagde i starten af januar til DR, at hvis man ikke kommer i gang med at investere mere i klimatilpasningerne, kan det blive rigtig dyrt at købe en forsikring.

”I takt med at erstatningerne efter skybrud stiger, vil priserne gøre det samme. Jeg tror ikke, vi ender et sted, hvor det er umuligt at tegne en forsikring, men vi kan sagtens ende et sted, hvor det kan blive meget, meget dyrt. De facto vil der være kunder, som simpelthen ikke har råd til det,” sagde hun til DR.

Leena Ylä-Mononen mener heller ikke, man skal sætte sig på hænderne og vente på det, der kommer. Hun siger til Financial Times, at der stadig ”er tid til at handle. Vi opfordrer i hvert fald ikke til at give op.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også