Watch Medier

Får Løkke samlet tunge erhvervsfolk bag sit nye projekt?

Med rekordlav vælgertilslutning til Venstre og en blå blok præget af disharmoni kan tidspunktet vise sig gunstigt for løsgængeren Lars Løkke Rasmussen og hans nye midtsøgende, politiske projekt – hvis ellers det formår at sælge billetter.

Jørgen Bendsen er redaktør på Watch Medier med ansvar for EjendomsWatch. | Foto: Jan Bjarke Mindegaard / Watch Medier

"Det handler vist mest om Lars selv," lød det fra Venstres politiske ordfører Sophie Løhde, da hun forleden kommenterede sin tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens nye projekt: Et netværk på midten af dansk politik, der med tiden kan blive et egentligt parti, hvis tilstrækkeligt mange melder sig under fanerne.

Historien er rig på eksempler på politikere, der med stor selvtillid og parlamentarisk erfaring i bagagen er gået solo med deres ideer – for siden at blive slagtet af vælgerne på valgdagen eller allerede, når det nødvendige antal vælgererklæringer skulle i hus.

Det sidste behøver den tidligere statsminister og siden årsskiftet løsgænger næppe bekymre sig om. Men det interessante bliver, hvem Løkke får med på sit projekt om en politisk bevægelse midt i dansk politik. Hvor man på midten tager ansvar og skaber fælles løsninger uden at skulle hoppe på tungen for alverdens mærkesager, som yderpartier til enten venstre eller højre tager sig betalt for at lægge stemmer til. Præcis samme analyse, som Løkke agiterede for kort før valget i 2019 og som endte med, at partiets hovedbestyrelse samme år fik ham fjernet.

Den næstbedste løsning

For dansk erhvervsliv og dets organisationer, hvor mantraet i mange år har lydt: "Ned med skatten", er det svært at se, at ideen om en slagkraftig og samarbejdende midte i dansk politik blot kan blive pandet ned, selvom organisationerne af gode grunde lurepassser til at begynde med.

Lars Løkke Rasmussen taler om, at det kræver tilstrækkelig "volumen" bag hans projekt, hvis det skal kunne flyve. Den kommende periode bliver derfor afgørende. Hvor mange og ikke mindst hvem får han til at bide på krogen? At der er bundklang i et politisk midterprojekt blev ikke mindst dokumenteret ved 2019-valget, hvor Løkkes skridt væk fra bl.a. Liberal Alliances ultimative krav blev belønnet med fremgang på valgdagen.

Set med erhvervslivets briller er det svært at se blå blok og Venstres nye formand Jakob Ellemann-Jensen nå at komme i spidsen for et fælles politisk projekt, før der om toethalvt år senest skal være folketingsvalg igen. Så måske kan en midterløsning med Løkke og et antal troværdige og driftssikre profiler i front for nogle afgørende mandater ende med at blive den næstbedste løsning – hvis alternativet er fire år mere med SF og Enhedslisten som støttepartier for Mette Frederiksen (S).

Hvad med coronaregningen?

Netop hun står med en gigantisk regning efter coronakrisen, hvis størrelse ingen endnu kender, men som folk med økonomisk forstand anslår til mange hundrede milliarder kroner. Bliver det igen SF og Enhedslisten, der skal lægge stemmer til, når regningen skal betales, kan erhvervslivet godt indstille sig på at skulle til lommerne. Bare spørg bankerne og ejendomsbranchen om deres erfaringer med at skulle agere økonomisk malkeko, når det kniber med at få indtægterne til at dække udgifterne.

Et vælgermæssigt skamskudt Venstre, ifølge Voxmeter aktuelt 13,9 pct. af stemmerne, kan være med til at give Løkkes nye bevægelse ekstra vind i sejlene – forudsat, at også stærke, troværdige og driftssikre profiler fra erhvervslivet melder sig i støttekoret.

Så kan projektet sagtens komme til at handle om mere end blot Lars Løkke selv.

Mere fra Watch Medier

DLG klar til exit fra Kina

Geopolitiske forhold og politisk indgriben i markedspriser gør, at DLG er klar til at forlade kinesisk marked. Grovvareselskabet har en foderfabrik i Hunan-provinsen.

Virksomhedsmægler ser få potentielle købere til Irma

Detailhandelskoncerner har de bedste muligheder for at gøre Irma til en rentabel virksomhed, hvis kæden skulle blive sat til salg, vurderer virksomhedsmægler Frederik Aakard. Tidligere Irma-direktør vil snart melde nyt ud. 

Læs også

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs