Dansk bestyrelsesformand har afleveret hovedopgave - resultatet kender vi først om flere år

En bestyrelsesformands fornemste og mest tidskrævende opgaver er at sætte det rette ledelseshold. For en af Danmarks mest magtfulde af slagsen har foråret 2021 budt på hele to topchefudnævnelser. De kommende år vil vise, om han har valgt rigtigt.
Foto: Watch Medier / Jan Bjarke Mindegaard
Foto: Watch Medier / Jan Bjarke Mindegaard
AF SØREN SPRINGBORG, NYHEDSCHEF, WATCH MEDIER

Er man bare en smule optaget af, hvem der er hvem i erhvervslivet, er navnet ikke til at komme uden om. Carsten Dilling, tidligere topchef i TDC, er måske en af de mest interessante bestyrelsesformænd at følge netop nu. For som formand for henholdsvis SAS og NNIT har han inden for få måneder stået med ansvaret for at sætte navne på to nye topchefer.

Den ene var ikke med hans gode vilje. Opsigelsen i januar fra SAS's svenske topchef, Richard Gustafson, kom ud af det blå og på værst mulige tidspunkt for luftfartsselskabet, der kæmper for at komme fri af corona-krisen.

Efter hvad man må formode har været nogle hektiske måneder mundede rekrutteringsprocessen ud i, at SAS får sin første ikke-skandinavisk topchef nogen siden. Hollandske Anko Van der Werff, der kommer fra en stilling som topchef i det sydamerikanske flyselskab Avianca, bliver fremover førstepilot i SAS.

Planlagt udskiftning

Anderledes planlagt var udskiftning i it-selskabet NNIT, hvor topchef gennem 14 år, Per Kogut, denne uge blev udskiftet med svenske Pär Fors. De seneste år har NNIT ikke levet op til sin egen målsætning - og nu skal der turbo på den internationale del, så væksten kommer op i gear, lød analysen i ITWatch i forbindelse med direktørskiftet.

"Vi har lavet en del opkøb, der er meget spændende - og vi har bevist, at vi kan begå os internationalt og stå på egne ben. Nu skal vores nye strategi foldes ud - og så har vi vurderet, at der var behov for en person, der kan se på strategien med friske øjne og måske med en ny og mere international tilgang," lød det fra Carsten Dilling.

Som ITWatch kunne fortælle i samme forbindelse, så har NNIT de seneste tre år været igennem en voldsom strategiændring som følge af, at den tidligere eneejer, Novo Nordisk, lagde sin indkøbspolitik af it-ydelser om og stillede nye og langt skrappere krav til sin primære leverandør, NNIT. Det udløste en indtjeningskrise, som sendte NNIT ud i både omfattende interne oprydninger på ledelsesplan, fyringsrunder samt en satsning på andre forretningsområder som kompensation.

Med den oprydning på plads har Carsten Dilling altså som formand bestemt sig for, at tiden nu er til at træde på vækst-speederen.

Ny SAS-boss skal spare og være grøn

At få væksten op i gear må man også formode er en bunden opgave for den nye topchef i SAS. Om end det næsten virker som en uundgåelig udvikling, efterhånden som corona-epidemien forhåbentligt aftager.

Mere vigtigt bliver det at sikre SAS det rette fundament for en ny virkelighed efter pandemien. Det vil sige endnu mere fokus på omkostninger og et skarpt klimafokus ikke mindst båret af de grønne krav, den svenske stat denne uge satte som betingelse for at yde en ny kreditfacilitet til SAS.

SAS står da heller ikke ligefrem stille, mens de venter på den nye topchef kan begynde i juli.

"Der er egentlig fuldt tryk på det omstillingsarbejde, vi skal gøre. Der er utroligt mange facetter i det program, som vi gennemfører, hvori der ligger 4 mia. i effektiviseringer, der skal findes. Det er hele koncernledelsen og alle dele af koncernens fokus, at det arbejde skal fortsætte, og det er ikke på nogen måde sat på standby eller hold, indtil Anko starter," lød det fredag fra koncernchef i SAS, Simon Pauck Hansen, til MobilityWatch.

Samtidig ser SAS's nye topchef ind i en post-corona tid, hvor en stærkt presset europæiske luftfartsbranche, der har været nødsaget til at optage store, statsgaranterede lån under corona, efter al sandsynlighed vil sætte fart på konsolideringsspillet. Hvilken rolle SAS skal spille i den sammenhæng er et helt åbent spørgsmål.

Vil skabe en formands ry

At fyre og hyre topchefer er ikke en ukendt øvelse for Carsten Dilling. I 2019 fyrede han som formand den daværende direktør i entreprenørforretningen MT Højgaard.

Alligevel er dette forårs udskiftninger af topchefer i en anden liga. NNIT er et stort, børsnoteret selskab i Danmark. Og SAS er i en klasse for sig selv, når det kommer til eksponering og politisk bevågenhed i både Danmark, Sverige og Norge.

At vælge nye direktører til to så tunge selskaber er ikke noget man kommer sovende til. Man må have respekt for Carsten Dillings mod i processen, men det skal også blive spændende at følge, om hans sats i begge tilfælde viser sig at være det rigtige. Om de nye direktører kan levere varen. Eller om de fejler.

Uanset hvad bliver de to direktørers indsats afgørende for det billede, omverdenen på den lange bane danner sig af Carsten Dilling som formand.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også