Første skridt i det 80 mia. kr. dyre byudviklings- og klimasikringsprojekt Lynetteholm i København blev fredag taget, da et bredt politisk flertal i Folketinget på 85 mandater stemte for anlægsloven, mens 12 stemte imod.

Fra SF over midten til Liberal Alliance er der således opbakning bag projektet, som udover at lægge grunden til, at 35.000 nye københavnerne får et sted at bo de næste 50 år, også skal fungere som en klimasikring af hovedstaden, selvom det konkrete projekt ikke er på plads.

Modstanderne af anlægsloven, der især fokuserer på miljøpåvirkningen og den lastbiltrafik, som opfyldning af jord i Øresund vil medføre, taler ofte og længe om, at København skal være en by, hvor alle har råd til at bo. Der skal bl.a. bygges flere almene boliger, lyder rationalet. Men hvor? Hvor kan man bygge uden at påvirke og forandre miljøet?

Når København frem mod 2050 vokser med 150.000 indbyggere rejser sig spørgsmålet, hvor disse mennesker skal bo? Her kan Lynetteholm være en del af svaret, herunder med alment byggeri, så ikke nutidens generationer med deres på det tørre spænder ben for, at også fremtidige generationer har mulighed for at bo i Københavns Kommune.

Den nuværende boligefterspørgsel har som bekendt fået priserne til at stige i en takt, som gør Nationalbanken og såkaldte eksperter bekymret i en grad, så der efterlyses politiske indgreb. De 12 folketingsmedlemmer, som med deres nej til anlægsloven modarbejder et større boligudbud i København, mangler at svare på, hvor der i stedet kan bygges. Tidligere har byggeplaner på Amager Fælled måttet skrinlægges, efter at et politisk mindretal lykkedes at rejse en folkestemning.

Foreløbig handler det projekt, som politikerne i Folketinget fredag sagde ja til, kun om at opfylde overskydende jord efter samme skabelon som Nordhavn i København er opstået. Den nærmere indretning af Lynetteholm og trafikforbindelserne dertil udestår.

Lærestykket fra andre store anlægsprojekter som Storebælt, metro og snart Femern Bælt er, at ansvarlige og folkeligt valgte politikere nødvendigvis må gå forrest, se det større perspektiv og tage de svære valg i stedet for at lade en aktuel folkestemning og særinteresser diktere retningen. Og hvis vælgerne er uenige, står det dem frit for at vælge nogle andre politikere.