Watch Medier

Hvem skal betale regningen?

En af de største erhvervspolitiske brydekampe i 2022 bliver, hvordan en CO2-afgift skal udformes – og om én sektor har helle.

Thomas Mørch, redaktør på AgriWatch. | Foto: Brian Karmark

Benjamin Franklin havde en pointe, da han bedyrede, at "intet i denne verden er sikkert ud over døden og skatter."

Begge emner er derfor evigt aktuelle, og i 2022 kommer mindst et af de to emner til at være højt på den erhvervspolitiske dagsorden i Danmark.

For hvordan skal den fremtidige nationale CO2-beskatning se ud?

Bag det spørgsmål gemmer sig et kompliceret snedkerarbejde, som en stribe førende fagfolk ført an af Michael Svarer, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, har haft i værksted i snart et år.

Ekspertgruppens første sæt anbefalinger var bebudet til at blive offentliggjort ved udgangen af dette år, men delrapporten vil nu i stedet komme den 8. februar 2022, oplyste Michael Svarer til Watch Medier i denne uge.

Allerede nu står det lysende klart, at spørgsmålet om en CO2-afgift splitter politikere, forskere, tænketanke, virksomheder, og hvem der i øvrigt har en holdning til den slags.

Som et eksempel har Klimarådet og Det Miljøøkonomiske Råd foreslået en afgift på hhv. 1.500 kr. pr. ton og 1.200 kr. pr. ton CO2e, mens en aktør som Dansk Industri har fremturet, at det er for højt.

Det helt store tovtrækkeri forventes først at blive kæmpet senere på året, når den endelige rapport efter planen kommer, da den også omfatter landbruget.

Sektoren vil ifølge fremskrivninger være den største danske klimaudleder i 2030, men den store danske produktion af animalske fødevarer kan af gode grunde ikke elektrificeres.

Derfor vil en CO2-afgift i landbruget ramme som en uppercut. Ifølge Det Miljøøkonomiske Råd vil en afgift på 1.200 kr. pr. ton CO2e koste omkring 15.000 job i landbruget, hvoraf mange er placeret i tyndt befolkede områder.

Omvendt viser samme lommeregner klart og tydeligt, at en CO2-afgift, der også dækker landbruget, er den billigste og mest effektive vej at gå.

Med andre ord: Hvis går landbruget fri, bliver omstillingen dyrere for andre sektorer.

Hvordan regningen skal fordeles bliver et af de helt store spørgsmål i 2022.

Mere fra Watch Medier

Deutsche Bahn har sat Arriva i Danmark til salg

Der har længe været forlydender om, at transportselskabet Arriva i Danmark, der står for bus- og togdrift på flere strækninger, var på salgslisten hos ejeren, den statslige tyske jernbanekæmpe Deutsche Bahn. I nyt dansk regnskab bekræfter Arriva Danmark, at forretningen skal sælges til en eller flere investorer.

Læs også

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier

Se flere jobs

Se flere jobs