Udbrud af abekopper har givet Bavarian Nordic en unik mulighed

Spredningen af abekopper har givet Bavarian Nordic en enestående mulighed for at transformere selskabet fra et lovende, men risikobetonet biotekselskab til et succesfuldt medicinalselskab.
Mikkel Aabenhus Hemmingsen er redaktør ved Watch Medier med ansvar for MedWatch.
Mikkel Aabenhus Hemmingsen er redaktør ved Watch Medier med ansvar for MedWatch.
af mikkel aabenhus hemmingsen, redaktør, MedWatch

40 år efter, at WHO kunne erklære kopper for udryddet globalt, er koppesygdom igen på alles læber, da abekopper netop nu spreder sig med stor hast.

Midt i det hele står de danske Bavarian Nordic. Biotekselskabet fra Nordsjælland har verdens eneste godkendte vaccine mod sygdommen, og mens flere og flere lande forsøger at inddæmme smitten, så er ordrerne på den danske vaccine stille og roligt tikket ind. Det har foreløbig resulteret i fem opjusteringer på blot to måneder, og selskabet ser nu en omsætning, der kan ende næsten tre gange højere end i det mest pessimistiske scenarie i den guidance, der så sent som i maj var selskabets bud.

Bavarian Nordic nyder altså netop nu særdeles godt af et produkt, som de fleste formentlig havde håbet aldrig ville blive taget i brug i det omfang, som vi netop nu ser.

Siden 2010 er vaccinen solgt til primært det amerikanske bioterrorberedskab, og selvom vaccinen siden 2013 også har været tilgængelig som en såkaldt rejsevaccine, der gives til personer, der rejser til egne i verden, hvor abekopper har eksisteret i lommer med små udbrud, så har det store, kommercielle gennembrud ladet vente på sig.

Nu er gennembruddet imidlertid en realitet.

Dermed har Bavarian Nordic fået en tiltrængt succes, efter at selskabet med fiaskoen med kræftvaccinen Prostvac i 2017 sadlede helt om og forlod kræftområdet for i stedet at fokusere på vacciner, der typisk gives i forbindelse med rejser til områder, hvor der er risiko for alvorlige infektionssygdomme.

Siden er brugt et milliardbeløb på at gennemføre transformationen af Bavarian Nordic, men kommercielt har strategien stadig for alvor til gode at få luft under vingerne efter to år med kraftigt reduceret rejseaktivtet under coronapandemien.

Nu lysner det imidlertid, og nu skal selskabet bevise, at det kan udnytte det uventede momentum, som abekoppe-smitten har givet, til at transformere Bavarian Nordic fra et lovende - men risikobetonet og underskudsgivende - biotekselskab til et varigt profitabelt medicinalselskab.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også