Canadisk sikringskoncern bebuder opkøbstilbud til GS4

Sikringskoncernen GS4, der er børsnoteret både i København og London, kan vente et opkøbstilbud fra canadiske Garda World. Den canadiske sikringskoncern har efter flere afvisninger på ny meddelt sin interesse.
Foto: GS4/PR
Foto: GS4/PR
AF RITZAU FINANS

Sikringskoncernen G4S steg markant, efter at canadiske Garda World mandag bekræftede, at det overvejer at lægge et købstilbud på 190 pence per aktie.

Det fremgår af en meddelelse via Dow Jones.

Buddet vil i givet fald involvere en præmie på 86 pct. sammenlignet med børskursen, inden Garda World første gang rettede henvendelse til G4S den 15. juni.

I alt har Garda World forsøgt tre gange at få G4S' bestyrelse i tale, men uden resultat.

"Garda World opfordrer G4S' bestyrelse til omgående at tage del i og facilitere en transaktion, som har klare og umiddelbare fordele for G4S' aktionærer, kunder, medarbejdere og deltagere i G4S' pensionsordninger," skriver Garda World i en meddelelse.

Selskabet opfordrer desuden G4S' aktionærer til at få G4S' bestyrelse til forhandlingsbordet, efter at de første tre henvendelser er blevet afvist eller ignoreret.

Aktien i G4S steg umiddelbart med 21,1 pct. til 14,19 kr. i København. I London lå G4S 21 pct. højere i 177,10 pence.

Sammenlignet med lukkekursen fra i fredags på 145,9 pence involverer det potentielle bud en en præmie på 30 pct.

Garda World betegner sig selv som verdens største privatejede sikringskoncern. Selskabet blev stiftet i 1995 af Stephan Cretier, der har lagt buddet på G4S som led i en strategi om at skabe verdens førende sikringskoncern.

Selskabet har da også til hensigt at forblive på det britiske marked på den lange bane.

"Vi forstår vigtigheden af G4S som britisk arbejdsgiver og som en væsentlig leverandør til den offentlige og private sektor. Ydermere vil der blive taget væsentlige skridt i forhold til at adressere selskabets vedvarende underfinansiering af britiske pensionsforpligtelser," lyder det fra Stephan Cretier i meddelelsen fra Garda.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også