Watch Medier

Kapitalfond sælger Molslinjen for hemmeligt beløb

For et uoplyst beløb har den danske kapitalfond Polaris solgt færgerederiet Molslinjen videre til den svenske kapitalfond EQT.

Molslinjen får ny ejer. | Foto: Casper Dalhoff/JPA

Kapitalfonden Polaris sælger rederiet Molslinjen til kapitalfonden EQT, oplyser Molslinjen i en pressemeddelelse. Prisen er hemmelig.

Polaris købte Molslinjen i 2015, og efterfølgende er rederiet gået fra at have to til ni færgeruter. Rederiet har nu 15 færger og har årligt otte millioner passagerer.

Kapitalfondes forretningsmodel går ud på at købe virksomheder, forbedre driften og indtjeningen og derefter sælge videre efter en kort årrække. Det er nu lykkedes for Polaris.

Handelen mellem de to kapitalfonde er endnu ikke helt på plads, men det ventes at ske i starten af næste år. Inden da skal konkurrencemyndigheder give grønt lys.

Mens Polaris er en dansk-baseret kapitalfond i mellemstørrelsen er svenske EQT i en noget anden liga.

EQT Partners, som blev stiftet tilbage i 1994, blev sidste år børsnoteret i Sverige som den absolut største børintroduktion i Norden i det år.

Selv om ejerskabet af EQT er mere spredt efter børsnoteringen, betragtes selskabet dog fortsat som tilhørende den såkaldte Wallenberg-sfære. Det vil sige den store gruppe af svenske industri-, finans- og investeringsselskaber, som familien Wallenberg dominerer.

 

Mere fra Watch Medier

Læs også

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs