
Der er mange penge i ryggen på den foreslåede udbryderliga Super League.
Således bekræfter den amerikanske bank JP Morgan, at den finansierer den omdiskuterede fodboldliga.
"Jeg kan bekræfte, at vi finansierer aftalen, men har ikke yderligere kommentarer lige nu," siger en talsperson for JP Morgan ifølge AFP.
12 klubber fra England, Spanien og Italien har lagt planerne frem om Super League, og banken udsteder som start 3,5 milliarder euro. Det svarer til 26 milliarder danske kroner. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
De penge skal deles mellem de indtil videre 12 stiftende klubber og yderligere tre stiftende klubber, som endnu ikke er fundet.
Dermed kan 15 klubber til en start se frem til 1,7 milliarder kroner hver.
De 12 klubber, der er med indtil videre, er Liverpool, Manchester United, Arsenal, Chelsea, Manchester City, Tottenham, Real Madrid, FC Barcelona, Atlético Madrid, Juventus, Inter og AC Milan.
Derudover bliver der plads til fem klubber mere, og de skal findes ved kvalifikation hvert år.