
Et trecifret millionbeløb bliver nu investeret i selskabet Stiesdal, der står bag pyrolyseteknologien Skyclean.
Således er et af Danmarks største pensionsselskaber Pensiondanmark blevet en minoritetsaktionær i selskabet, der arbejder med i alt fire klimaforbedrende teknologier.
Det skriver Pensiondanmark i en pressemeddelelse.
"Investeringen i Stiesdal har et betydeligt afkastpotentiale, samtidig med at det er en virksomhed, der i høj grad kan bidrage til at modvirke klimaforandringer og skabe nye grønne jobs i Danmark. Dermed er den et perfekt match for os," siger Torben Möger Pedersen, adm. direktør i Pensiondanmark, i meddelelsen.
Pensionsselskabet ønsker ikke at oplyse, hvor stor en ejerandel der er tale om.
Det store millionbeløb skal bruges til at videreudvikle selskabets fire teknologier, der hver især rummer et stort potentiale i klimakampen.
"Vi har været så heldige at få etableret et "Dream Team" i virksomheden, ikke blot i bestyrelsen og i topledelsen, men også i form af en række nøglemedarbejdere. Nu får vi så med Pensiondanmark i ejerkredsen et nyt løft i professionalismen, samtidig med at både handlekraften og mulighederne for langsigtet udvikling bliver styrket," siger Henrik Stiesdal.
Investeringen sker ved tegning af nye aktier, hvor der samtidig rejses kapital fra den eksisterende ejerkreds.