Over 1500 danske studieboliger solgt i milliardhandel

Ny investor indtager Danmark og flere andre lande i en ejendomshandel til små 7 mia. kr.
Visualisering af Base Camps studieboliger i Lyngby, som indgår i handlen. | Foto: PR.
Visualisering af Base Camps studieboliger i Lyngby, som indgår i handlen. | Foto: PR.

Den belgiske investor Xior Student Housing, som allerede ejer godt 21.000 studieboliger i en række europæiske lande, har indgået aftale om at overtage en portefølje med 5341 studieboliger, som hidtil har været ejet og udviklet af Basecamp Group, oplyser parterne i en meddelelse mandag morgen.

I alt overtages otte ejendomme og tre under udvikling i studiebyer i Tyskland, Polen, Danmark og Sverige til en værdi af 939 mio. euro. (ca. 6,9 mia. kr.). Handlen er baseret på et startafkastkrav på 5,21 pct. og en udlejningsgrad på 97 pct., fremgår det.

”Det nordiske studiemarked er særdeles attraktivt med et bredt udbud af universiteter, frit optag for EU-studerende og et kronisk underforsynet boligmarked,” forklarer Xior rationalet bag opkøbet.

København, Lyngby og Aarhus

I Danmark gælder det to studieboligejendomme i Lyngby og en i København, mens et yderligere projekt i Aarhus er i pipeline.

Christian Teunissen, adm. direktør i Xior, betegner opkøbet som ”et perfekt match til vores eksisterende portefølje og vores fremtidige vision, og vi vil yderligere styrke vores position som markedsleder i Europa. Jeg er overbevist om, at denne kombinerede ekspertise i vores teams vil bidrage til at bringe Xior til det næste niveau.”

Xior har siden 2015 været børsnoteret i Bruxelles, og handlen, der bl.a. er finansieret med udstedelse af nye aktier, er betinget af aktionærernes godkendelse.

CBRE har været finansiel og kommerciel rådgiver for Basecamp i transaktionen, og ifølge director Michael Sehested giver den nye belgiske partner styrket muskelkraft til yderligere ekspansion.

Dette bekræfter Kristina Olsen, chef for Basecamp Group i Norden, som over for EjendomsWatch oplyser, at hun fortsætter i spidsen for organisationen, der i store træk forbliver uforandret, når handlen med Xior er faldet på plads.

12 pct. i Danmark

Xior oplyser at råde over 21.185 boligenheder, hvoraf de 7193 er under udvikling. Med opkøbet af Basecamp forøges antallet af byer, man er til stede i, fra 34 til 43, og det geografiske fodaftryk udvides med tre lande, Sverige, Danmark og Tyskland, hvor man ikke i forvejen er repræsenteret.

Opgjort på værdi vil Danmark tegne sig for 12 pct. af den nye og større portefølje i form af de eksisterende 1136 boliger i København og Lyngby samt de yderligere 663, som er på vej i Aarhus.

Basecamp har rødder tilbage til 2014, hvor man siden har etableret to fonde, ESHF I og ESHF II, der har finansieret udvikling, drift og forvaltning af porteføljen, som gradvist er vokset til over 5000 studieboliger.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår