
Efter en længerevarende salgsproces står det nu fast, at den nordjyske pumpevirksomhed Desmi får ny ejer via et salg af aktiemajoriteten.
Det er kapitalfonden One Equity Partners (OEP), der har købt en majoritet af pumpevirksomheden, fremgår det af en pressemeddelelse.
Konkrete oplysninger – så som salgspris og ejerandelen, som kapitalfonden får – er dog ikke offentliggjort.
”Vi planlægger at bruge OEP’s dybe ekspertise til at hjælpe Desmi med at accelerere sin vækstbane og yderligere diversificere sine slutmarkeder til at styrke forretningen,” siger Johann-Melchior von Peter, Senior Managing Director hos OEP, ifølge meddelelsen.
Frasalget sker, efter Desmi-ejer Henrik Sørensen igen åbnede op for salg af virksomheden tilbage i februar. To år forinden havde han indledt en proces om at prøve at sælge producenten, der i sidste ende blev afblæst i september 2020.
”Det stod højt på vores dagsorden at finde en ny ejer, der gerne vil fortsætte vores vækststrategi inden for flow teknologi og udvide Desmis brand, ” siger Desmis ejer, Henrik Sørensen, i meddelelsen.
Handlen forventes at blive afsluttet i andet halvår af 2022, fremgår det.
Desmi består bl.a. af Desmi Ocean Guard, der leverer ballastvandsystemer til skibe.