Indisk techvirksomhed køber dansk life science-konsulenthus

Infosys betaler ifølge indisk medie op mod 818 mio. kr. for danske BASE life science, der rådgiver life science-virksomheder på tværs af Europa.
Foto: Chris Helgren/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Chris Helgren/Reuters/Ritzau Scanpix

I nat dansk tid landede en aftale af de større. Den indiske IT-virksomhed Infosys, der er børsnoteret i New York, har købt det danske life science konsulenthus BASE life science. Det skriver Infosys i en pressemeddelelse.

Prisen lyder ifølge mediet Economic Times India på op imod 818 mio. danske kroner.

BASE har hovedkontor i København og beskæftiger ifølge Infosys 200 tværfaglige industrieksperter på tværs af Danmark, Schweiz, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien.

”Sammen med Infosys vil BASE yderligere udvide sin portefølje af ekspertise til segmenterne Consumer Health, Animal Health, MedTech og Genomics,” lyder det i pressemeddelelsen.

BASE life science blev grundlagt i 2007 og havde en bruttofortjeneste på 93,8 mio. kr i det forskudte regnskabsår 20/21, mens 13,7 mio. kr. landede på bunden. Konsulenthuset rådgiver life science-virksomheder om blandt andet kliniske studier, regulatoriske anliggender, markedsføring og udvikling med fokus på data, kunstig intelligens og cloud-baserede beslutninger.

Det er blandt andet den datadrevne tilgang, der har skabt interesse fra den multinationale techvirksomhed.

”Dette opkøb øger Infosys’ dybe life science-ekspertise og udvider vores tilstedeværelse yderligere i Norden og på tværs af Europa, samt skalerer vores digitale transformationsevner med cloud-baserede industriløsninger. Vi er glade for at byde BASE life science og dets lederteam velkommen i Infosys-familien,” siger Ravi Kumar S, der er bestyrelsesformand i Infosys i pressemeddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også