Teleselskabet 3’s ejere ligger i forhandlinger med norske Telenor om at fusionere eller købe Telenors forretninger i Danmark og Sverige. Det skriver avisen Financial Times, der citerer unavngivne kilder med viden om processen.
Telenor er nummer to, og 3 er nummer tre på listen over de største danske mobilselskaber, mens TDC-selskabet Nuuday fortsat ligger på førstepladsen. En sammenlægning af Telenor og 3 vil dog være udfordrende, fordi Telenor deler netværk med Telia via TT-nettet, som de to selskabet ejer i fællesskab.
3 driver sit eget netværk og har satset benhårdt på at tilbyde internet via 5G til kunderne, der dermed kan åbne fiber-agtige hastigheder uden at have et kablet netværk.
Det er ikke første gang, at ideen dukker op. Direktør for 3 i Danmark, Sverige og Østrig Morten Christiansen har tidligere luftet ideen om, at der er et mobilnet for meget i Danmark i forhold til Danmarks størrelse. Dengang nævnte han dog ikke, hvilket netværk han mente, var tilovers.
Telia og Telenor har tidligere forsøgt at lægge deres danske forretninger sammen, men fik nej fra EU, og også Norlys har forsat en ambition om at blive en spiller på det danske mobilmarked, omend der ikke har været nyt fra den front i et stykke tid.
3 er ejet af den Hongkong-baserede virksomhedsgruppe Hutchison Whampoa og det svenske selskab Investor AB, som kontrolleres af familien Wallenberg.