Chef for teleselskabet 3: Vi er ikke til salg

Hvis der skal fusioneres teleselskaber i Danmark, er det ikke 3, der bliver solgt, siger 3-chefen, Morten Christiansen. Selskabets nye kvartalstal viser pres på indtjeningen.
Topchef i teleselskabet 3 Morten Christiansen ser en konsolidering forude, men afviser 3 som den sælgende part. | Foto: PR/3
Topchef i teleselskabet 3 Morten Christiansen ser en konsolidering forude, men afviser 3 som den sælgende part. | Foto: PR/3

Hvis der skal være færre netværk eller færre teleselskaber i Danmark, vil det være 3, der enten køber op eller fusionerer. Ikke den anden vej rundt.

Det siger adm. direktør Morten Christiansen fra 3 efter længere tids rygter om et muligt ægteskab mellem Telenor og 3 i Danmark, efter at internationale medier første gang bragte rygtet om forhandlinger mellem de to selskabers ejere. Det har dog været uvist, om Telenor skal købe, sælge eller fusionere, og hvad 3’s rolle i givet fald skal være.

”Jeg kommenterer ikke på rygter. Men 3 er ikke til salg. Jeg ser 3 i en konsoliderende rolle, hvor vi enten køber op eller fusionerer, men jeg har ikke noget konkret at sige. Det er naturligt, at man hele tiden undersøger mulighederne, og det handler mere om myndighedsgodkendelser end om industriel logik,” siger han til ITWatch i forbindelse med, at selskabet aflægger kvartalstal.

3, der spænder over både Oister, det nye lavpristilbud Flexii og 3 selv, er stille og roligt gået frem i kundetal over de sidste mange kvartaler, og har for længst overhalet Telia. Selskabet er nu det tredjestørste mobilselskab i Danmark.

I første kvartal hev selskabet 13.000 nye kunder ombord og har nu 1,55 mio. abonnenter og en omsætning på 744 mio. kr. I samme kvartal sidste år var omsætningen 694 mio. kr. 

Men fremgangen har ikke forplantet sig i driftsindtjeningen (EBITDA), der falder fra 167 mio. kr. til nu 136 mio. kr.

De stigende omkostninger til især el gnaver i indtjeningen, forklarer Morten Christiansen.

”Alt er jo blevet 20 procent dyrere, og især elpriserne koster os. Det er jo det, vi bruger mest af med omkring 2500 basestationer. Det kan man mærke. Men jeg synes også, at vi som branche ligger for lavt, også når jeg kigger på de andres regnskaber. Vi er på nogle niveauer, der ikke er gode og det er på tide, vi begynder at tænke anderledes,” siger han

Behov for færre netværk

Hvor mange netværk og selskaber som Danmark egentlig har brug for, den debat startede han for nylig selv i et interview med Berlingske. Her argumenterer 3-chefen for, Danmark er for lille til at have fire store operatører og et tre landsdækkende netværk, når man med fordel kan nøjes med to.

”Konsolidering vil give en masse andre effekter i form af mindre strømforbrug, mindre udstyr rundt om i Danmark og færre antenner. Danmark er super nemt at dække. Derfor er der god industriel logik i at arbejde sammen,” siger han.

Han fortsætter:

”Mulighederne med 5G handler ikke bare om hurtigere eller mere. Der er mange flere muligheder, men jeg synes ikke, vi når helt frem til målstregen og vi ved, at skala driver effektivitet og muligheder, og derfor mener jeg, at vi skal tænke nyt og på en anden måde i Danmark,” siger han.

Reelt er der ikke mange muligheder for at fusionere netværk, da de tre netværk i Danmark drives af 3, TDC Net og Telia og Telenor i fællesskab, hvorfor det vil være en kompliceret manøvre, hvis man skal bryde sidstnævnte partnerskab op.

Han vil dog ikke gå nærmere ind i en debat om, hvem der skal slås sammen med hvem.

Men I har dog trods alt formået at blive det tredjestørste teleselskab i Danmark i den nuværende markedssituation, uanset pres på marginerne?

”Ja og jeg er meget tilfreds. Jeg siger bare, at vi skal tænke anderledes de næste 15 år end de sidste 15. Vi skal tænke på en anden måde, og vi skal sættes os selv i stand til at tage et større samfundsansvar. Det kræver nye produkter,” siger han.

Fiber kan blive monopoler

Han peger på den situation, der opstår, efterhånden som Danmark dækkes med fiber, og andre typer af kablede netværk udgår. Her har hvert hus typisk kun en fiber ind.

”Så er man jo nødt til at have et tilbud om 5G. Ellers er der ingen konkurrence. Vi har valgt at satse rent trådløst, ikke på fiber og jeg mener faktisk, at vores produkt er et alternativ til fiber, og vi ser helt tydeligt, at der er et behov,” påpeger han.

3 lancerede i efteråret sit internet via 5G produkt til private, hvilket reelt er et SIM-kort med et 5G data-abonnement og en router, der bliver heftigt markedsført med aggressive priser i en intro-periode. Siden er både Telia og Telenor fulgt trop med tilsvarende produkter, mens Yousee og de øvrige selskaber i Nuuday-koncernen ikke skubber helt så meget på.

Morten Christiansen vil ikke dele kundetal, men han bekræfter, hvad selskabet tidligere har sagt, at 5G kan ende med at udgøre 20 pct. af bredbåndsforbindelserne i Danmark.

Han forklarer, at der - som ventet - er flest kunder i det segment, der slet ikke har adgang til fiber, mens nogle også vælger at takke nej til fiber og i stedet bruge 5G-bredbånd.

”Men det har faktisk overrasket mig, at vi også får kunder, der vælger at droppe fiberen til fordel for 5G,” siger han, uden at ville uddybe kundetallene yderligere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter