Coloplast sælger nye aktier for 9,2 milliarder for at finansiere opkøb

For at finansiere købet af det islandske sårplejefirma Kerecis har medicoselskabet Coloplast solgt nye aktier for godt 9 mia. kr. Salget skete via en rettet emission til storaktionærer, ledelse mv.
Coloplast har denne gang finansieret et opkøb med nye aktier. | Foto: Coloplast / Pr
Coloplast har denne gang finansieret et opkøb med nye aktier. | Foto: Coloplast / Pr
Af marketwire og Christopher due karlsson

Der gik ikke langt fra udbud til gennemførsel af den rettede emission i Coloplast, der blev annonceret tirsdag aften og tilendebragt lige over midnat onsdag.

Salget af de 12,2 mio. nye B-aktier blev gjort til en pris på 755 kr. per styk og har indbragt omkring 9,2 mia. kr. i bruttoprovenu. 

En B-aktie i Coloplast faldt 1,1 pct. tirsdag til 788,80 kr.

Udbuddet svarer til 5,6 pct. af den nuværende registrerede aktiekapital og 6,2 pct. af de nuværende udstedte B-aktier før salget. De nye aktier forventes at blive optaget til handel og officiel notering på fondsbørsen 4. september 2023.

Pengene er ”brugt”

Coloplast skal bruge milliarderne fra aktiesalget til at finansiere købet af det islandske sårplejeselskab Kerecis, som det danske selskab indgik en købsaftale med i starten af juli.

Og der var på forhånd givet tilsagn om at købe aktier fra selskabets største aktionær, Niels Peter Louis-Hansen, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og andre familiemedlemmer om at deltage i udbuddet for omkring 860 mio. kr.

Derudover havde også en række medlemmer af bestyrelsen og ledelsen lovet, at de ville deltage med et beløb omkring 10 mio. kr., mens FnF ehf – et selskab ejet af Kerecis’ stifter Fertram Sigurjonsson – var klar med omkring 35 mio. kr.

”Inden for det rimelige”

Ifølge investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet har medicokoncernen med aktiesalget således givet investorerne en rabat på 4,2 pct., hvilket ifølge investeringsøkonomen er ”inden for det rimelige”, men dog en smule bemærkelsesværdigt. Det skriver han i en kommentar.

En normal rabat for en større transaktion for et større selskab vil være 3-4 pct. plus/minus. Rabatten her kommer fra et relativ lavt kurs-udgangspunkt, vurderer Per Hansen.

”Det er måske lidt overraskende, at Coloplast let overfinansierer købet ved at udstede flere aktier end selskabet kostede,” skriver Per Hansen.

Coloplast offentliggjorde 7. juli købet af Kerecis for omkring 8,9 mia. kr., hvoraf 8,2 mia. kr. skal betales kontant ved handlens gennemførelse. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også