Novozymes og Chr. Hansen skal sælge en del af forretningen fra, før EU-Kommissionen vil godkende de to ingrediensselskabers fusion.
Det meddeler selskaberne mandag morgen.
Det drejer sig om en del af selskabernes laktase enzym-forretning, der står for omkring en pct. af den samlede omsætning.
Den del af forretningen, der skal sælges fra, har ikke betydning for de synergieffekter, som de to danske selskaber regner med at opnå ved fusionen, fremgår det af meddelelsen.
Der er allerede fundet en køber, og det ventes, at frasalget kan blive afsluttet kort tid efter fusionen.
Det er fortsat forventningen, at fusionen bliver gennemført i fjerde kvartal 2023 eller første kvartal 2024.