Medie: Vejles mulige nye ejermand ramt af problemer med sit CV

Et forestående salg af Vejle Boldklub til en tysk-tyrkisk rigmand er ramt af problemer med køberens troværdighed.
Vejle-klubben overvintrer som næstsidst i Superligaen | Foto: Jens Dresling
Vejle-klubben overvintrer som næstsidst i Superligaen | Foto: Jens Dresling
af ritzau

Den mulige nye ejer af Vejle Boldklub, Cagdas Senyürek, har muligvis fusket med sit cv og løjet om sit uddannelsesniveau.

Det skriver B.T.

Ifølge mediets oplysninger har Cagdas Senyürek i forbindelse med overtagelsen af Vejle hævdet, at han har arbejdet 25 år i Deutsche Bank – primært i en chefstilling i bankens afdeling i Hongkong.

Men ifølge Deutsche Banks kommunikationsafdeling i både Tyskland og Hongkong kender banken ikke til Cagdas Senyüreks ansættelse.

Banken afviser over for B.T., at Cagdas Senyürek har været chef i Hongkong og kan slet ikke finde optegnelser, der viser, at personen har været ansat.

B.T. har også fundet usikkerheder om Cagdas Senyüreks uddannelsesniveau.

Universitetet Christian-Albrechts-Universität i Kiel afviser over for B.T., at Cagdas Senyürek har en ph.d. i filosofi og har arbejdet på universitetet, sådan som den tysk-tyrkiske rigmand hævder.

Cagdas Senyürek afviser over for B.T. at have fusket med sit cv eller uddannelsesniveau.

”Selvfølgelig har jeg mine diplomer fra Christian-Albrechts-Universität og andre, som vil vise det, du spørger efter,” siger han til B.T. og truer med sagsanlæg:

”I printer de falske nyheder, og efterfølgende vil jeg fremlægge alle dokumenterne, som vil vise, at I tager fejl. Efterfølgende vil jeg sagsøge jeres avis for at ødelægge mit ry.”

Vejle oplyser, at klubben altid vil undersøge en mulig ny ejer grundigt.

”Helt generelt vil Vejle Boldklub til enhver tid gøre sit hjemmearbejde i forhold til et eventuelt nyt ejerskab, og i den proces vil klubben ikke give en kommentar. Vi har ikke yderligere kommentarer nu,” lyder det i en skriftlig udtalelse fra Vejle Boldklub til B.T.

Vejle tabte sine første seks kampe i sæsonen, men overvintrer efter en forbedret afslutning på efteråret som næstsidst i Superligaen. Herfra har Ivan Prelecs tropper to point op til Randers FC over nedrykningsstregen.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også