Watch Medier

Heunicke advarer om nye restriktioner: Lavere forsamlingsforbud og mere mundbind

sundhedsminister Magnus Heunicke advarer om nye coronarestriktioner om få dage, hvis smittekurven ikke vender. Forsamlingsforbud kan blive strammet, og mere brug af mundbind kan komme på tale, siger han.

Sundhedsminister Magnus Heunicke. | Foto: Jens Dresling

Hvis ikke smittekurven i Danmark vender de næste to-tre dage, kommer der yderligere coronarestriktioner.

Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Han er bekymret for den aktuelle smittesituation.

"Situationen er den, at vi nu ser en stigning, der giver anledning til kraftig bekymring. Det - kombineret med udviklingen i mange europæiske lande, hvor nogle lander melder, at smitten er ude af kontrol - gør, at det er lige nu, det gælder. Det er de næste to-tre dage, der bliver afgørende. Jeg kommer ikke til at afvise nogen som helst skærpede restriktioner eller regler. Vi følger det tæt, og myndighederne har skruet op for beredskabet," siger Heunicke.

I øjeblikket er der et forsamlingsforbud på 50 personer. Det gælder frem til 31. oktober, hvilket også gør sig gældende for en række andre landsdækkende restriktioner.

Desuden er der krav om brug af mundbind i eksempelvis den offentlige transport og restaurationer. Dog er børn op til 12 år og personer med for eksempel vejrtrækningsbesvær undtaget.

Onsdag viste Statens Serum Instituts daglige opdatering yderligere 630 tilfælde af coronasmittede i Danmark. Det var det højeste antal nye smittetilfælde på én dag siden 25. september.

"Vi kigger på de redskaber, som vi ved, vil virke, og som vi kan se i andre lande, at man gør brug af," siger sundhedsministeren.

"Det er redskaber som at stramme forsamlingsforbuddet. Det er selvfølgelig situationen omkring mundbind, hvor vi i Danmark har mundbind i den kollektive trafik, i restaurantlivet og hos lægen. Der har vi mulighed for at skrue op for det," siger Heunicke.

Tidligere under coronakrisen har forsamlingsforbuddet været nede på ti personer. Heunicke vil ikke sætte tal på, om det er dét scenarie, befolkningen igen skal forholde sig til.

"I Danmark er der en del debat om, hvorvidt vi ikke skal åbne mere op. Den forstår jeg godt. Rigtig mange af os drømmer om, at vi kan åbne mere op. Men den situation er vi slet ikke i. Der er ingen steder i Europa, hvor man har den diskussion. Tværtimod går smittetallene den forkerte vej i Europa. Også i Danmark," siger Heunicke.

De nuværende restriktioner betyder også, at restauranter, barer, caféer og lignende serveringssteder skal lukke klokken 22. Der er krav om, at gæsterne bærer mundbind, når de besøger serveringssteder. Dog ikke når man sidder ned.

Mere fra Watch Medier

Maersk løfter sløret for design af metanolskibe

I fem år har Maersk arbejdet på at udvikle et nyt skibsdesign, som skal øge energi-effektiviteten i flåden med 20 pct. Otte skibe, der efter planen skal sejle på grøn metanol fra 2024, bliver de første.

Nu vil danske virksomheder betale dyrt for it-sikkerhed

Mens vindmølleproducenten Vestas slås om at få fat i egne data fra it-kriminelle, melder danske virksomheder sig klar til at betale – og endda betale dyrt – for it-sikkerhed. Fokus er nu på at forebygge angreb, og det er nyt, lyder det fra to toneangivende specialister.

Læs også

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier

Se flere jobs

Se flere jobs