
EU har indgået en aftale med medicinalselskabet Moderna om levering af 160 mio. doser af selskabets vaccine mod covid-19.
Det siger Ursula von der Leyen, formand for EU-Kommissionen, tirsdag.
Det er den sjette vaccinekontrakt, som EU har indgået, og formanden kunne videre oplyse, at der arbejdes på en yderligere kontrakt.
Moderna offentliggjorde mandag sidste uge foreløbige data fra sidste fase af selskabets vaccinestudie.
De viste, at Modernas vaccine har en effektivitet på 95 pct. Vaccinen har yderligere den fordel, at den er nemmere at opbevare end eksempelvis vaccinen fra Pfizer, da den kan holde sig op til 6 måneder ved en temperatur på minus 20 grader.
Til sammenligning skal Pfizers vaccine opbevares ved ekstremt lave temperaturer på omkring minus 70 grader, hvilket skaber en række udfordringer, da det besværliggør transporten. Pfizer har dog senere meldt ud, at selskabet arbejder på en løsning, så vaccinen kan klare opbevaring ved højere temperaturer.