
Medicinalvirksomheden Novo Nordisk A/S er tirsdag blevet dømt for at have overtrådt markedsføringsloven. Selskabet er gået for vidt i forhold til konkurrenten Sanofi, fastslår Sø- og Handelsretten.
Det danske selskab skal dels betale en bøde på 500.000 kroner og dels betale et lignende beløb til konkurrenten.
De to selskaber er direkte konkurrenter, når det gælder markedet for præparater til behandling for diabetes.
Men Novo Nordisk udsendte i 2019 en pressemeddelelse, som sammenlignede Novo Nordisks præparat Tresiba med Sanofis Toujeo, og som var vildledende, fastslår retten.
Dommerne lægger vægt på, at Novo Nordisk også 2017 gik over stregen ved at udsende en retsstridig pressemeddelelse, og at Sanofi også dengang blev krænket.
Sø- og Handelsretten kan ikke få øje på formildende omstændigheder. Som en stor global lægemiddelvirksomhed må det danske selskab "antages at have indgående kendskab til regler og faglige standarder i forhold til kommunikation af studieresultater", hedder det i præmisserne.