Antallet af konkurser er det laveste i flere år trods coronakrise

Selv om coronakrisen endnu ikke har kastet mange konkurser af sig i den forløbne del af 2020, kan der stadig vente en stigning.
Et af Danmarks største leasingselskaber Scanleasing gik for nylig konkurs. | Foto: Emil Agerskov/Ritzau Scanpix
Et af Danmarks største leasingselskaber Scanleasing gik for nylig konkurs. | Foto: Emil Agerskov/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

På trods af coronakrisen ser antallet af konkurser i år ud til at blive blandt de laveste i flere år.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik har der i november været 180 konkurser hos aktive virksomheder. Det bringer det foreløbige antal konkurser for i år op på i alt 2030 konkurser.

Det er det laveste siden 2015. Det oplyser Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

"Det kan virke helt på månen, at 2020 kan ende med det laveste antal konkurser i en håndfuld år, når vi har været gennem en coronakrise."

"Man må dog ikke gå i den tro, at krisen er prellet af på de danske virksomheder, da mange er ekstremt pressede," siger Jeppe Juul Borre i en skriftlig kommentar.

Langt aftræk til konkurs

Det er de færreste virksomheder, som på grund af økonomisk pres bliver nødt til at dreje nøglen om fra dag ét.

Det skyldes, at man ofte vil søge andre veje ud af krisen.

Det betyder også, at der typisk går noget tid fra et økonomisk slag til stigning i antallet af konkurser.

Under coronakrisen har der herhjemme også været en række tiltag, der har holdt hånden under de danske virksomheder.

Det drejer sig blandt andet om hjælpepakker samt en udskydelse af betaling af a-skat og moms.

De tiltag har ifølge Jeppe Juul Borre været med til at holde en konkursbølge for døren.

Bølge forude

"Men når de udfases, og dynamikken vender tilbage, så forventer jeg også at se en stigning i omfanget af konkurser."

"Og tilhørende arbejdspladser, som forsvinder," siger han.

I november har de 180 konkurser hos aktive virksomheder medført 736 tabte job, oplyser Danmarks Statistik. Opgørelsen er omregnet til fuldtidsjob.

Med tallene for november er der indtil videre i år 11.076 job, der er gået tabt som følge af konkurser.

Konkursramt Stadil-selskab dømt til at betale millioner til Maersk

183 virksomhedskonkurser kostede over 1000 fuldtidsjob i september 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også