
Regeringen og støttepartierne SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet har en indgået en aftale om en finanslov for 2021.
Aftalen indeholder blandt andet flere penge til udtagning af kulstofrig lavbundsjord, som bliver afsat yderligere 165 mio. kr. om året i perioden 2021-2024. Det svarer til i alt 660 mio. kr. i de fire år.
Det fremgår af finanslovens faktaark.
Regeringen skønner, at der med de afsatte midler kan udtages ca. 5.000 hektar landbrugsjorder, hvilket skønnes at bidrage med en samlet klimaeffekt på knap 75.000 tons CO2e i 2030.
Af teksten fremgår det også, at der vil blive kigget yderligere på området i forbindelse med regeringens klimaudspil på landbrugsområdet, der ventes at blive lagt frem inden for et par måneder.
På finansloven 2020 blev der afsat 2 mia. kr. til at udtage lavbundsjord i perioden 2020-2029.
Dermed forvetner regeringen nu at kunne udtage 20.000 hektar for de beløb, som er afsat på finansloven i 2020 og 2021. Det er langt fra de 100.000 hektar, som Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening og en række andre har som pejlemærke.
Flere penge til økologi
Samtidig kan økologerne se frem til en økonomisk støttepude.
Der er således afsat 20 mio. kr. årligt i en fireårig periode til Fonden for Økologisk Landbrug samt 25 mio. kr. i en fire-årig periode til køkkenomlægning, innovation mv. som skal udmøntes i en senere aftale.
"Regeringen og dens støttepartier viser, at de ser økologi som en vigtig del af fremtidens landbrugs- og fødevaresystem i Danmark. Det er glædeligt og nødvendigt, hvis vi skal nå det fælles mål om at fordoble økologien i Danmark inden 2030 og dermed skabe en langt mere bæredygtig fødevareproduktion," siger Helle Borup Friberg, direktør i Økologisk Landsforening, i en pressemeddelelse.
Læs mere her:
Regeringen indgår finanslov med udvidet boligjobordning
Dansk Erhverv glæder sig over målrettede erhvervsinitiativer – men der er også malurt i bægeret
Finanslov afsætter 630 millioner kroner til oprydning af store giftgrunde
Regeringen afsætter en halv milliard til ny digitaliseringsfond med grønne ambitioner