Novo stopper millionstøtte til amerikanske politikere

Novo Nordisk, der har en meget væsentlig del af sit salg i USA, fordømmer optøjerne ved Kongressen og har sat sine bevillinger til politikere i bero. Lundbeck overvejer også sine fremtidige bidrag.
Novo Nordisk sætter støtten til amerikanske politikere i bero. | Foto: Stine Tidsvilde
Novo Nordisk sætter støtten til amerikanske politikere i bero. | Foto: Stine Tidsvilde
AF RITZAU

Den danske medicinalvirksomhed Novo Nordisk sætter en foreløbig prop i sine millionbetalinger til amerikanske politikere.

Det sker som konsekvens af sidste uges optøjer i USA, hvor Trump-tilhængere løb storm mod Kongressen, og fem personer mistede livet under optøjerne.

Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans.

Som udgangspunkt må virksomheder ikke donere penge til politiske kandidater i USA. Det må de til gengæld indirekte via en såkaldt Political Action Committee (PAC).

Virksomheder må ifølge amerikansk lovgivning gerne organisere egne PAC's, som for eksempel ledende medarbejdere, ansatte og aktionærer må donere til.

"Vi har sat donationer fra vores political action committee i bero, og vi vil nu se på, hvordan vi forholder os til politiske donationer fremover," skriver Novo i en mail ifølge Finans.

I samme mail pointerer medicinalvirksomheden, at den "fordømmer" angrebet på Kongressen.

"Men trods begivenhederne er vi glade for, at nationens demokratiske proces sejrede, og at Kongressen fortsatte arbejdet med at godkende resultatet af det amerikanske præsidentvalg 2020," skriver Novo i mailen.

Ifølge Finans var de samlede donationer fra Novos PAC i 2020 på lige over 2,3 millioner kroner med en lille overvægt af penge til Demokraterne.

Lundbeck i tænkeboks

Lundbeck, der er et andet stort dansk medicinalselskab, overvejer ifølge Finans lige nu sine bidrag til amerikanske politikere.

Sidste uges angreb mod Kongressen skete, efter at præsident Donald Trump havde opfordret demonstranter til at marchere mod Capitol Hill og protestere mod udfaldet af præsidentvalget.

Fra forskellige sider er præsidenten siden blevet kritiseret for at have sat skub under den politiske uro, der har været siden præsidentvalget sidste år.

Den kommende præsident, Joe Biden, står til at overtage embedet fra Donald Trump om en uge.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også