
Selv om et samarbejde mellem Danmark, Østrig og Israel om vaccineproduktion indtil videre blot er en idé, har landene allerede været i kontakt med flere virksomheder.
Det skriver Børsen på baggrund af et interview med den israelske ambassadør i Danmark, Benny Dagan.
Indgår landene i et samarbejde om fremtidig vaccineproduktion, kommer medicinproducenter som f.eks. israelske Teva med danske Kåre Schultz i spidsen til at spille en vigtig rolle, siger Dagan til mediet:
"Schultz er meget interessant og har været i kontakt med flere af vaccineproducenterne. Det er selvfølgelig godt at have en partner som ham, og idéen er så også at lede efter flere partnere. Som den danske statsminister har sagt, så er målet et offentligt-privat partnerskab."
Ambassadøren siger, at målet er at udnytte den private sektors hurtighed og innovationskraft kombineret med offentlige investeringer.
Åben for vaccinesamarbejde
Udtalelsen kommer forud for, at Mette Frederiksen torsdag skal tale vaccine-infrastruktur med Israels premierminister, og efter hun tirsdag har erklæret sig åben for, at Danmark i samarbejde med Israel kan opføre vaccinefabrikker.
Tanken bag et samarbejde er at få banket produktionen af coronavacciner markant i vejret og gøre landene mere uafhængige, lød det fra statsministeren.
"[...] vi taler konkret om, hvordan vi kan øge produktionen af vaccine. Det kan være i et offentligt-privat partnerskab. Bygning af egen kapacitet, vi kan stille til rådighed. Jeg udelukker ikke nogen idéer - heller ikke at opføre fabrikker," sagde Mette Frederiksen tirsdag under et pressemøde.
Hun understregede, at der endnu ikke er en aftale om, at Danmark rent faktisk vil opføre vaccinefabrikker for på den måde at få adgang til flere vacciner, men at der har været drøftelser.