Minister: Eksperter regner nu på genåbning af storcentre
![Simon Kollerup har bedt om beregninger på genåbning af storcentre. | Foto: Erhvervsministeriet / PR](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article12842749.ece/ALTERNATES/schema-16_9/doc7eyr9u9ct6rzerro5bl.jpg)
Eksperter er i gang med at regne på, hvad det vil indebære af risiko for smitte med coronavirus, hvis stormagasiner og storcentre genåbner.
Det skriver erhvervsminister Simon Kollerup (S) i en mail til erhvervsmediet Finans.dk.
Her slår han fast, at regeringen ikke ønsker at holde butikker lukket længere end nødvendigt.
"Derfor har vi bedt de relevante sundhedsmyndigheder om at lave beregninger for den smittemæssige betydning af en genåbning af stormagasiner og storcentre," skriver Simon Kollerup til Finans.dk.
Stormagasiner og storcentre blev senest lukket ned i december sidste år, da en stor del af samfundet blev lukket ned som følge af stor spredning af coronavirus.
Torsdag klokken 16 skal statsminister Mette Frederiksen (S) forhandle med Folketingets partier om yderligere genåbning under coronakrisen.