
Den franske togproducent Alstom har vundet udbuddet om at levere eldrevne togsæt til DSB, oplyser DSB og transportminister Benny Engelbrecht (S) mandag.
Kontrakten lyder på et køb af minimum 100 el-togsæt, oplyser DSB. Der er i aftalen gjort plads til at købe yderligere togsæt, og det er forventningen fra DSB's side, at der bliver tale om i alt 150 togsæt.
Aftalen gælder både selve togsættene og vedligeholdelse af dem og løber op i "mere end 20 milliarder kroner".
De eldrevne tog forventes i drift fra slutningen af 2024.
De nye tog kan accelerere dobbelt så hurtigt som IC3-togene og er 65 procent bedre for miljøet, siger transportminister Benny Engelbrecht under præsentationen af de nye tog.
"Der er to parametre, der er vigtige, i forhold til hastighed. Det er, hvor hurtigt togene kan kører, og hvor hurtigt de kan accelerere."
"Det, vi har brug for til de danske togstrækninger, er et tog, der kan accelerere hurtigt og køre 200 kilometer i timen. Det kan de nye tog," siger Benny Engelbrecht.