Watch Medier

Heunicke kaldes i samråd om vaccineplanens troværdighed

Efter flere analytikere har hejst advarselsflaget over for den danske vaccineplan, er sundhedsministeren kaldt i samråd for at forklare, hvordan regeringen vil sikre sig mod skred i planen. Analytikerne peger på dansk overoptimisme i forhold til vaccineleverancer.

Sundhedsminister Magnus Heunicke er kaldt i samråd om vaccinekalenderen. | Foto: Jens Dresling

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kaldes i samråd for at forklare, hvordan regeringen vil sikre, at den nuværende plan for vaccinationen mod covid-19 i Danmark ikke skrider til langt ud på efteråret.

De Konservative har indkaldt ministeren, efter at den nuværende vaccinationskalender er blevet betegnet som for optimistisk af forskellige analytikere.

Derfor vil De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, høre ministeren, hvilke overvejelser regeringen gør sig for at undgå, hvad han beskriver som et mareridtsscenarie.

"Det skal gerne kaste lys over, hvor meget sikkerhed har vi for at få de vacciner leveret, som der er lavet aftaler på. Hvis vi kommer helt hen i efteråret, før folk er færdigvaccineret, så ved vi jo ikke, om den beskyttelse for de første vaccinerede løber ud, sådan så vi risikerer at komme bagefter og så måske får en tredje bølge. Det er virkeligt et skrækscenarie, som kan have den konsekvens, at vi bliver nødt til at lukke ned igen," siger han.

Kalenderen for vaccineprogrammet laves af Sundhedsstyrelsen. Den seneste udgave fra 3. maj tilsiger, at alle over 16 år, der ønsker en vaccination mod covid-19, har fået det tilbudt i uge 29 i slutningen af juli. Herefter er det planen, at alle har færdiggjort en vaccination i uge 33, der ligger i slutningen af august.

Kalender for optimistisk, mener analytikere

Flere analytikere mener dog, at kalenderen er for optimistisk.

Bekymringen bygger blandt andet på de danske myndigheders forventninger til leverancer af vacciner fra det tyske selskab CureVac og det amerikanske selskab Novavax.

De to vacciner er ikke for nuværende godkendt og med  i vaccinationsprogrammet, men vurderes af Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA. I Danmark forventer myndighederne at få større leverancer af disse i løbet af sommeren, end myndighederne gør i eksempelvis Norge og Sverige.

I Norge indeholder vaccinationskalenderen ingen CureVac eller Novavax-vacciner i juni og 320.000 i juli samt 250.000 i august. I Sverige forventer myndighederne 139.000 vacciner fra CureVac i juni og i gennemsnit 380.000 om måneden fra og med juli til og med september.

I Danmark holder myndighederne kortene tættere til kroppen, så det fremgår ikke præcis, hvor mange vacciner man forventer at få fra Curevax og Novavax. I stedet har man et spor i vaccinationskalenderen, der hedder "øvrige vacciner." Her forventer myndighederne at få cirka 555.000 i juni.

Kalenderen bliver endnu mere vag fra juli og frem, da vaccineleverancer fra Pfizer og Moderna lægges sammen med "øvrige vacciner".

Her forventes myndighederne at modtage lidt over en million vaccinedoser flere, end Pfizer og Moderna forventes at levere i juni. Om det så er i form af øgede leverancer fra de to eller fra CureVac og Novavax, fremgår ikke.

Det undrer blandt andet chefstrateg hos Nordea Andreas Steno, der til Ekstra Bladet har oplyst, at det efter hans opfattelse, betyder, at vaccinationskalenderen er to til fire uger for optimistisk. Danske Banks analyser når en lignende konklusion, mens prognosefirmaet Airfinity spår en endnu større forsinkelse.

Slutdato for vaccine til alle over 50 år rykkes med to uger 

Mere fra Watch Medier

Hartmann-aktionærer i oprør over Stadils planer

En gruppe aktionærer arbejder ifølge Børsen på at forhindre hovedaktionærens indløsning af æggebakkeproducentens aktier. De finder tilbuddet for lavt, og oprøret bidrog til en kursstigning fredag.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs