
Sverige vil fra 31. maj ikke længere kræve, at indrejsende fra de nordiske lande fremviser en negativ coronatest.
Det oplyser den svenske regering fredag.
Det betyder, at rejsende fra Danmark, Finland, Norge og Island slipper for at skulle dokumentere, at de ikke er smittet med coronavirus.
Ændringen betyder store lettelser for pendlere ved grænseovergangene til Sverige, hvor mange har måttet indregne væsentlige ekstra transporttid.
For borggere fra resten af EU og for EØS-landene gælder kravet om test fortsat frem til 30. juni. EØS-landene omfatter Norge, Island og Liechtenstein.
For lande uden for EU og EØS gælder restriktionerne frem til 31. august.