Maersk-topchef foreslår 150 dollar CO2-skat på skibes udledning

Maersks CEO, Søren Skou, foreslår ifølge nyhedsbureauet Bloomberg en skat på udledning fra traditionelt skibsbrændstof på 150 dollar pr. ton.
Søren Skou foreslår en konkret CO2-skat. | Foto: Nanna Navntoft/Politiken/Ritzau Scanpix
Søren Skou foreslår en konkret CO2-skat. | Foto: Nanna Navntoft/Politiken/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Søren Skou, der er administrerende direktør i A.P. Møller-Maersk, foreslår en særlig skat på udledning fra traditionelt skibsbrændstof.

Selve forslaget om en afgift er ikke nyt, men Maersk-direktøren giver nu et konkret bud på 150 dollar per ton CO2, der udledes.

Det skriver Bloomberg News.

Rederierne betaler i runde tal cirka 450 dollar for et ton skibsbrændstof, og ifølge Bloomberg News lyder opfordringen på en gradvis indfasning fra 2025, hvor skatten skal starte på 50 dollar per ton CO2.

Opfordringen fra Søren Skou kommer forud for et møde i FN's søfartsorganisation IMO, som finder sted i midten af juni.

Her mødes skibsfartsnationer fra hele verden for at diskutere regulering af industrien. En stor del af medlemslandene er imod en skat eller afgift, som også omtales som en "karbon-pris", mens flere andre lande taler for.

En skat på udledningen skal indføres for at få skibsindustrien til i stedet at satse på mere bæredygtige brændstoftyper.

"Vi ved endnu ikke præcist, hvilke CO2-neutrale brændstoffer, der bliver fremtiden, men vi kan med stor sikkerhed fastslå, at de bliver meget dyrere end de nuværende – to eller tre gange dyrere. Derfor er man nødt til allerede i 2025 at starte med at indfase en global CO2-afgift, der bringer balance mellem gamle og nye brændstoffer og gør konkurrencen ens for alle," siger Søren Skou til Børsen.

Han understreger samtidig vigtigheden af, at ordningen bliver global, så konkurrencen ikke forvrides i den globale industri.

IMO har en målsætning om halvere skibsfartens udledning af CO2 senest i 2050, når man sammenligner med niveauet i 2008. Det mener flere lande og rederier, heriblandt Maersk, er uambitiøst.

Maersk har planer om at have et CO2-neutralt skib på vandet i 2023. Desuden er det meldingen, at samtlige af de skibe, rederiet bestiller fra nu af, skal kunne sejle på grønne brændstoffer.

Maersk er frustreret over det nye udspil til IMOs CO2-mål for 2026 

Singapore-rederi støtter en CO2-skat for shipping 

NGO foreslår høj global CO2-afgift på bunkerolie for at nå klimamål 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også