Watch Medier

Dansk Industri: Nødvendigt at få CO2-afgifter sat i vejret

Som led i en grøn reform af de danske afgifter skal der være markant højere CO2-afgifter, lyder det i et nyt udspil fra Dansk Industri. Tiltaget vil være med til at sikre brugen af grøn strøm, lyder det fra erhvervsorganisationens topchef, Lars Sandahl Sørensen.

CO2-aftifterne skal op, mener DI. | Foto: Jens Hartmann Schmidt / Ritzau Scanpix | Collage: Peter Thomsen

Danske virksomheder bør i fremtiden betale markant højere CO2-afgifter.

Det fremgår af et nyt, omfattende udspil fra Dansk Industri, hvor den danske brancheorganisation foreslår højere CO2-afgifter, så de følger kvotepriserne i EU.

I praksis vil det ifølge DI betyde, at kvotepriserne øges til knap 400 kr. for derefter frem mod 2030 at øges yderligere - her forventes priserne at stige til omkring 600 kr.

"Vores nationale CO2-afgift bør følge kvoteprisen i EU. Det vil gøre det markant dyrere at udlede CO2 for de fleste virksomheder. Hvis vi samtidig fjerner afgifter på energi, animerer vi til reduktion af CO2-udledning samtidig med, at vi bevarer virksomhedernes konkurrencekraft," siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen.

Forslaget er en af 30 anbefalinger i et nyt udspil fra Dansk Industri, der under overskriften "Klimaet venter ikke – virksomhederne er klar" kommer med en række konkrete forslag til reformer og tiltag på klimaområdet.

Tilsammen strækker de sig fra fremskyndelse af kuludfasning til styrket internationalt samarbejde, hvilket ifølge organisationens beregninger vil kunne fjerne 11,8 mio. ton CO2 over de næste ni år.

Erhvervslivets "vigtige rolle"

Opfordringen til et kig på CO2-afgiften har været på Dansk Industris agenda siden 2020. Det omfattende antal anbefalinger er dog endnu engang på dagsordenen godt et år efter, at regeringen sidste år vedtog verdens ifølge klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) "mest ambitiøse klimalov".

Målsætningen har lydt på en 70 pct.-reduktion i danske udledninger sammenlignet med 1990 - en klimakamp, som regeringen flere gange har gjort klart skulle ske i samarbejde med dansk erhvervsliv, der havde en "vigtig rolle i indsatsen for at realisere" klimamålet.

Som beskrevet af Watch Medier gennem de seneste uger oplever såvel førende som mindre virksomheder imidlertid centrale udfordringer i klimakampen. Udfordringerne strækker sig fra udfordringer med etablering af data over problemer i forbindelse med vejledning til uklare rammevilkår.

Vismand: Manglende klimaafklaring sender større regning til erhvervslivet 

Gynger og karruseller

Foruden en forøgelse af CO2-afgiften ønsker DI en højere CO2-beskatning. I praksis skal de nye satser fremover bygge på EUs kvotepris - som erhvervsorganisationen altså mener skal være udgangspunktet for fremtidige afgifter - hvilket kan "skabe klarhed i forhold til fremtidens investeringer", står der i udspillet.

Det er dog ikke lutter afgifts- og skattestigninger.

I den anden vægtskål foreslår Dansk Industri at sænke den nuværende energibeskatning gennem en varslet skattereform, som regeringen satte på dagsordenen i december sidste år.

"Når CO2-beskatningen skrues op, skal energiafgifterne derfor skrues ned. Det vil også sikre omkostningseffektivitet og fremme f.eks. grøn el og biobaserede løsninger," konstaterer Dansk Industri i udspillet.

Hos Dansk Industri peger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen også på netop afgifts- og beskatningsspørgsmålet som et af de helt centrale indsatsområder på et tidspunkt, hvor der generelt skal mere fart på afklaringen af erhvervslivets rammevilkår.

"Det er vigtigt, at man holder momentum, så man både kan få udviklet den nødvendige teknologi, får den afprøvet, igangsat og rent faktisk skabt rammerne og forudsætningerne for, at vi lykkedes i 2030," sagde Lars Sandahl Sørensen i forbindelse med offentliggørelsen.

Genbrug udløser ingen bonus til virksomheders klimaregnskaber 

Mindre virksomheder risikerer at blive hægtet af klimakampen 

Usikkerhed om klimaregnskaber giver hovedpine i dansk erhvervsliv – kan forhale grøn omstilling 

Mere fra Watch Medier

Læs også

Relaterede

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs