Watch Medier

Biografejer: Ophæv pladskrav og lad os sælge flere billetter

De danske biografer har lidt store økonomiske tab under coronanedlukningerne, og ifølge en biografejer i Hellerup taber biograferne stadig penge på grund af krav om tomme biografsæder.

Filmproducent og biografejer Michael Obel. | Foto: Movie House presse

Det er ulogisk, frustrerende og økonomisk ødelæggende, at danske biografer fortsat er underlagt afstandskrav og kapacitetsbegrænsninger i salene. Det skriver filmproducent og biografejer Michael Obel i et åbent brev til regeringen.

Med brevet forsøger han at råbe regeringen op og få afskaffet restriktionerne på antallet af gæster og foreslår at genindføre kravet om coronapas i biograferne i stedet.

De nuværende begrænsninger betyder, at der skal være mindst en meters afstand eller mindst et sædes afstand mellem hver siddende tilskuer i biografsalene, med mindre de er nære kontakter.

Ifølge Michael Obel betyder det, at biograferne kun kan fylde 60 pct. af deres sæder.

"Vi fik totalt udsolgt på under 1,5 time til alle vores forpremiereforestillinger til Bille Augusts nye film "Pagten" og til Anders Matthesens "Ternet Ninja 2". Vi kunne have solgt mange flere billetter," skriver han i brevet.

Hovedbudskabet er på linje med direktør i brancheforeningen Danske Biografer, Lars Werge, der for nylig kaldte det droppede coronapas for "en lille hjælp" og pegede på, at den største udfordring var afstands- og arealkrav.

Den reducerede kapacitet er særligt ærgerlig for biograferne pro tempore, da der ifølge Michael Obel er stor efterspørgsel på billetter.

"Biograferne går glip af store indtægter, fordi vi ikke må sælge billetter til alle vores coronablokerede biografstole før om en måned. Det er ulogisk, da regeringen og forligspartierne allerede har afskaffet restriktionerne på fodboldstadions og i restauranter mv.," lyder det i brevet.

I løbet af coronaåret 2020 gik 57 biografer, hvis omsætning dækker 80 pct. af biografmarkedet i Danmark, fra et overskud på 122,5 mio. kr. til et underskud på 22,3 mio. kr ifølge en opgørelse fra Filmmagasinet Ekko.

 

Mere fra Watch Medier

Læs også

Relaterede

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs