Retssag mod Dan-Bunkering ruller videre: Påstand om inhabilitet afvist

De tre forsvarsadvokater i sagen mod olieselskabet Dan-Bunkering hævdede, at en domsmand med lang militærkarriere var inhabil. Bagmandspolitiet var uenig, og det var retsformanden også.
Retssagen kører ved reten i Odense. | Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Retssagen kører ved reten i Odense. | Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Angrebet på en domsmand for at være inhabil i sagen om Dan-Bunkering er blevet fejet af bordet.

Retsformand Jens Lind i Retten i Odense vurderede i en kendelse onsdag formiddag, at domsmanden ikke er inhabil og dermed ikke skal vige sit sæde i sagen.

Det betyder, at sagen fortsætter med samme bemanding: Retsformanden Jens Lind, to domsmænd og to suppleanter (en juridisk og en domsmand.)

Det ser ikke ud til, at forsvarsadvokaterne kærer kendelsen.

Forud for afgørelsen havde de tre forsvarsadvokater i sagen hævdet, at en domsmand i retten var inhabil, hvilket Bagmandspolitiet erklærede sig uenig i.

Domsmanden har i mere end 40 år været ansat officer i det danske flyvevåben og har flere udsendelser bag sig, men forlod flyvevåbnet for ti år siden for at gå på pension.

"Påstanden fra forsvarets side er, at pågældende domsmand skal vige sit sæde på grund af inhabilitet. Det er ikke, fordi vi har haft oplevelser med domsmanden. Det er principielle overvejelser og en principiel holdning til, at der ikke kan være falske lodder i vægtskålen", sagde Hanne Rahbæk, forsvarsadvokat for Bunker Holdings topchef, Keld R. Demant, der er tiltalt i Dan-Bunkering-sagen.

Hanne Rahbæk førte ordet. Også på de to øvrige forsvarere i sagens vegne.

Mulig bias til tre militær-ekspertvidner

Forsvarsadvokaten gjorde meget ud af at forklare retten, at domsmanden kunne være forudindtaget - i forhold til Rusland, som er et gængs fjendebillede, men også forudindtaget over for tre kommende militæreksperter fra Forsvaret, der skal afgive vidneforklaring i Dan-Bunkering sagen.

De tre militæreksperter har været udsendt til nogle af de samme steder, som den pågældende domsmand også har været udsendt til, sagde Jacob Skude Rasmussen, forsvarer for Dan-Bunkering, supplerende.

Hanne Rahbæk henviste også til massiv presseomtale, flere Folketings-samråd og politiske udtalelser om, at hvis Dan-Bunkering blev dømt, skulle virksomheden ikke kunne have kontrakter med det danske forsvar.

"Det her forløb finder man ikke i nogen anden sag, der er ført ved danske domstole. Det grundlæggende er, at man som tiltalt skal have tillid til, at man får en fair behandling ved retten, og det er grunden til at vi rejser spørgsmålet om domsmandens habilitet," sagde Hanne Rahbæk.

Hun noterede sig også, at domsmanden under sagen var iført en "NASA"-sweater som også kunne være en form for meningstilkendegivelse i forhold Rusland-USA-spørgsmålet.

Der er ikke tidligere eksempler fra retsplejen, der ligner den aktuelle sag. I det hele taget er der få sager om inhabilitet. Men Hanne Rahbæk henviste til et par konkrete afgørelser.

Anklagerne uenige i risiko for partiskhed

Retsformand Jens Lind spurgte, om anklagemyndighedens havde samme vurdering som forsvarsadvokaterne til den pågældende domsmands habilitet.

Det afviste senioranklager Anders Dyrvig Rechendorff, bagmandspolitiet, der med andre ord ikke ser noget habilitetsproblem - mulig partiskhed - hos domsmanden.

"Domsmanden har været pensioneret siden 2010 og har dermed ikke længe har haft nogen tilknytning til forsvaret eller heller ikke været involveret i indkøb af flybrændstof til de danske F16-fly. Trøjen med NASA-logo kan købes på nettet. Det er meget langt fra skiven i forhold til det, vi skal diskutere i den her sag. Det danske forsvar har jo heller ikke nogen rolle i den her sag", sagde Anders Dyrvig Rechendorff.

Den komplekse straffesag er endnu kun på femte ud af i alt 18 afsatte retsdage.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også