Watch Medier

WHO: Halvdelen af europæerne smittes med omikron inden otte uger

Over 50 procent af befolkningen i Europa kan ventes at være smittet med omikron inden for seks til otte uger.

Hans Kluge er leder af WHO i Europa. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, siger, at over halvdelen af europæerne kan vente at blive smittet med omikron inden for seks til otte uger.

I Europa blev over syv millioner nye smittetilfælde registreret i den første uge af 2022, hvilket er mere end en fordobling inden for en periode på to uger, siger WHO's leder for Europa, Hans Kluge.

"Med denne smitteudbredelse forudsiger Institute for Health Metrics and Evaluation, over 50 procent af befolkningen i regionen vil være inficeret med omikron inden for seks til otte uger," siger Kluge ved et digitalt pressemøde i København tirsdag.

Kluge siger på dette første pressemøde i år, at lande, som endnu ikke er ramt af en omikronbølge, stadig har mulighed for at dæmme op for varianten med vaccinationer, boosterstik og ved at prioritere vaccination af sårbare personer og ansatte i sundhedssektoren.

Han pointerer også, at det er vigtigt, at skoler er åbne i så vid udstrækning som muligt.

Omikron er den dominerende virusvariant i en række lande, herunder Danmark, hvor spredningen sker meget hurtigere end med tidligere virusvarianter.

Kluge understreger, at meget endnu er uvist omkring Omikron.

Undtagelsen er, at det efterhånden står klart, at varianten spreder sig med enorm hast.

Omikronvarianten blev identificeret i november, men den er allerede fundet i 50 af de 53 lande, der hører under WHO Europa - heriblandt lande i Centralasien.

Alene omfanget af smittede med omikron vil føre til flere indlæggelser og forstyrrelser i driften af sundhedssystemerne og andre kritiske dele af samfundene, har Kluge fastslået tidligere.

Ifølge WHO har 26 af de europæiske lande rapporteret, at over en procent af deres befolkninger smittes med covid-19 hver uge.

Eksperter tror coronapandemien vil brænde ud inden forår 

Mere fra Watch Medier

Læs også

Relaterede

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier

Se flere jobs

Se flere jobs