Danmark må ikke eksportere "feta"-ost - mejeriforening vil have dom anket

Danske mejerier må ikke længere eksportere ost under feta-navnet på markeder uden for EU. Det vækker frustration hos Mejeriforeningen, der vil have afgørelsen anket.
Foto: Ole Lind
Foto: Ole Lind
Af Thomas Rønholdt Mørch og Ritzau

Danmark har ifølge en ny afgørelse fra EU-Domstolen begået traktatbrud ved at undlade at forhindre eksport af ost under betegnelsen feta fremstillet i Danmark til markeder udenfor EU.

Afgørelsen ærgrer Mejeriforeningen, der nu håber på, at sagen bliver taget videre i det retlige system. Det oplyser foreningen i en pressemeddelelse.

”Med denne dom blander EU sig i praksis i, hvad danske virksomheder aftaler med kunder uden for EU. Det kan få vidtrækkende konsekvenser, og vi håber derfor, at den danske stat vil anke dommen,” udtaler Kirsten Holm Svendsen, direktør i Mejeriforeningens Bruxelles-kontor, i meddelelsen.

Siden 2007 har Grækenland haft eneret på Feta-navnet inden for EU. Den nye dom fra EU-domstolen understreger dog, at beskyttelsen også gælder på markeder uden for det europæiske fællesskab.

Men det stiller de danske mejerister i en svær situation, for i flere lande i Mellemøsten, som er Danmarks største eksportmarked uden for EU, er lovgivningen sådan, at den hvide ost skal gå under navnet feta, forklarer Kirsten Holm Svendsen.

En konsekvens heraf kan blandt andet være, at mejerister skal fremstille produktet uden navn og ommærke det i tredjelandet eller flytte produktionen til landet.

Det vil give ekstra omkostninger, siger direktøren for Mejeriforeningens kontor i Bruxelles.

”Det er svært at sige, hvad omkostningerne vil være. Men den ultimative omkostning vil være, at vi helt mister eksportlandet. De lande, det drejer sig om, er fritstillet til at producere osten under navnet feta. I virkeligheden kan man sige, at man forærer markedet væk,” siger Kirsten Holm Svendsen.

Hun understreger samtidig, at onsdagens afgørelse er truffet mellem den danske stat og EU-Kommissionen.

”Så medmindre den danske stat ønsker at appellere dommen, hvilket jeg håber, at den gør, så skal man jo ændre lovgivningen i Danmark, og så følger vi naturligvis afgørelsen,” siger Kirsten Holm Svendsen.

I Danmark bliver såkaldt dansk feta solgt som eksempelvis salattern eller hvid ost, fordi det bliver solgt på EU’s indre marked. Men til lande uden for EU har nogle danske mejerier altså brugt betegnelsen feta om osten. Og det er altså i strid med reglerne, fastslår EU-Domstolen.

Danmark taber fetastrid og skal stoppe eksport ud af EU

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også