Watch Medier

Energistyrelsen ser højere risiko for elmangel til vinter

Bliver der slem strømmangel, kan det blive nødvendigt at tage Danmarks nødplaner i brug. (Opdateret)

Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Risikoen for, at Danmark kommer til at mangle strøm i kortere perioder til vinter, er blevet større.

Sådan lyder vurderingen fra direktør i Energistyrelsen Kristoffer Böttzauw ifølge DR.

”Hvis vi nu rammer en meget hård, kold vinter, og det samtidig er vindstille, så vi ikke har energi fra vindmøllerne, så vil vi være et sted, hvor vi har et presset energisystem,” siger han.

Men prognosen er på nuværende tidspunkt, at det ikke kommer til at se så slemt ud, understreger Kristoffer Böttzauw.

Typisk ved myndighederne dagen før, om der kan opstå et problem med mangel på el, forklarer Energistyrelsens direktør til DR.

Det giver elselskaberne en dag til at skabe balance ved at få store strømslugere til at skrue ned.

Men når man ikke i mål, kan det blive nødvendigt at lukke for almindelige kunders strøm i små lommer over hele landet i to timer ad gangen. Det varsles ikke på forhånd for kunderne.

Kristian Ruby, som er chef for den europæiske elbranches organisation Eurelectric, vurderer over for DR, at andre europæiske lande står i en mere akut situation end Danmark.

Han peger på Finland og Frankrig som eksempler.

Professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen mener, at det ikke er sandsynligt, at strømmen bliver slukket i Danmark. Det siger han til DR.

Han tilføjer, at det er meget urealistisk, at Danmark kommer i den situation. Men at det samtidig ville være uansvarligt, hvis myndighederne ikke havde planlagt, hvad der skulle gøres i en sådan situation.

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) har tidligere advaret om mulig mangel på el til vinter.

Energistyrelsen har også tidligere anbefalet, at man forsøger at begrænse sit elforbrug og bruge strømmen, når den er billigst.

Mere fra Watch Medier

Læs også

Relaterede

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier

Se flere jobs

Se flere jobs